Hjælp din lokale restauratør til en god start

0
352

Restaurant Sejlklubben kan igen åbne dørene for spisende gæster. Foto: Arkiv

Når både sult og tørst skal slukkes, opfordrer Fyns Politi til, at alle borgere hjælper med en god opstart.

 

Tornøes Hotel har åbent igen både til frokost og til aften. Foto: Emil Andresen

For at sikre en tryg og ansvarlig genåbning af barer, caféer og restauranter, kræver det ikke kun, at restauratørerne gør en stor indsats. Borgerne, som besøger de genåbnede steder, skal også hjælpe til med en god opstart.

Politidirektør Arne Gram siger: – Vi vil gerne opfordre alle borgere på Fyn til at hjælpe deres lokale restauratører med en god opstart. Det skal være trygt for alle at gå ud, og det ansvar kan caféerne, barerne og restauranter ikke bære alene. Det kræver også en indsats fra borgerne, og derfor opfordrer vi fortsat til, at man udviser ansvarlighed og samfundssind, ved at overholde retningslinjer, og rette sig ind efter restauratørernes anvisninger.

Sådan er retningslinjerne
– Serveringssteder, hvor der serveres mad, drikkevarer og tobak til indtagelse på salgsstedet, skal lukke kl. 24.00. Serveringssteder må kun holde åbent efter kl. 24.00, hvis det er med henblik på take-away.

– Serveringssteder, hvor de besøgende primært sidder ned, må tillade adgang for 1 kunde pr. 2 m2 gulvareal.

– Restauratørerne er forpligtet til, at lokalerne så vidt som muligt indrettes på en sådan måde, at smittefare minimeres, herunder ved at gøre det muligt for kunder og besøgende at holde afstand til hinanden, og der skal så vidt som muligt være både vand, sæbe og/eller håndsprit tilgængeligt for de besøgende.

Afstand, god hygiejne og hjem til tiden
Når man som borger besøger barerne, caféerne og restauranterne, opfordrer vi til, at man hjælper med at holde afstand, går hjem til tiden og generelt holder en god hygiejne.

– Hovedansvaret hviler selvfølgelig på restauratørerne, men ved at borgerne holder den nødvendige afstand, sørger for god håndhygiejne og hosteetikette, og senest går hjem kl. 24.00, så får vi en rigtig god genåbning. Vi skal alle sammen hjælpe hinanden, afslutter Arne Gram.

Fyns Politi har stadig ekstra tryghedsskabende patruljer på gaden, som også vil lægge vejen forbi områder med restaurationer og caféer.