Flygtninge viste støtte til udvist ven gennem demonstration på rådhuset i Kerteminde

1
699

Gruppen  af flygtninge ønskede at vise deres frustration over at en af deres venner er blevet udvist. Foto: KJ

Omkring 30 flygtninge fra Palæstina, Syrien, Irak og Somalia, mødte i dag op på rådhuset sammen med en håndfuld danske venner, for at appellere til de lokale politikere om at støtte den somaliske kvinde Xafsa, der er blevet udvist til Somalia, og som meget snart skal til udrejsecenter Kærshovedgård.

Jesper Hempler (SF) var eneste politiker til stede på rådhuset, og han tog et møde med demonstranterne i byrådssalen.

– Jeg kan ikke love mirakler, sagde han til de fremødte. – Men jeg kan love, at jeg vil forsøge at få hele byrådet med på en henvendelse til Christiansborg om denne sag.

Xafsa Mole er 25 år. Hun har været i Danmark i seks år. Hun har lært dansk, og hun har under hele opholdet i Danmark klaret sig selv. Hun er velintegreret, og afsluttede fornylig grundforløbet på uddannelsen til Social- og Sundhedsassistent. Hun havde også fået elevplads, og afløserjob i Kerteminde Kommune.

Frakendelsen af opholdstilladelsen betød at hun måtte opgive både uddannelse og arbejde.

Xafsa har været meget glad for arbejdet med de ældre borgere, og de er glade for hende. I stedet for at fortsætte med uddannelse og arbejde, skal hun senest mandag møde op på udrejsecenter Kærshovedgaard i Jylland, hvor hun ikke må uddanne sig, og heller ikke arbejde.

Xafsas mange venner i Kerteminde er frustrerede over hvad der sker, og med demonstrationen i dag, ønskede de at vise moralsk støtte, og de håbede på forståelse fra politisk side. Den fik de foreløbig fra Jesper Hempler, der nu vil gå videre med sagen, i et forsøg på at påvirke landspolitikerne gennem byrådskolleger.

Vi har tidligere her i avisen fortalt om Xafsa Mole