Margit Lund-Cramer blev bedt om at reservere en dato til et valgmøde, men blev efterfølgende fravalgt. Foto: Arkiv
– Ville vi acceptere et valg i andre lande, hvor man udelukker eller overser kandidater fra legitimt opstillingsberettigede partier, spørger kommunal- og regionsrådskandidat Margit Lund-Cramer
Siden i mandags har Kristendemokraterne (KD) i Kerteminde, og Margit Lund-Cramer som spidskandidat til Regionsrådsvalget, fire gange oplevet ikke at blive inviteret til politiske debatter, hvor de andre opstillingsberettigede partier deltog.
– Det drejer sig om debatter, arrangeret af tre forskellige faglige fællesskaber med stor indflydelse, og et public service-medie, meddeler Christian Emil Szilas-Hansen, der er pressemedarbejder hos KD.
Margit Lund-Cramer fortæller om sin oplevelse i denne uge: – Public servicemediet skrev til mig for to uger siden, og bad mig reservere torsdag den 28. oktober, da de dækker området denne eftermiddag. Jeg har derfor sagt nej til et andet arrangement, for at kunne stå til rådighed. Da jeg rykker dem tirsdag for at få nærmere informationer, får jeg dette svar: ‘Jeg har netop snakket med vores kommunereporter. Han siger, at de er begrænset på, hvor meget tid de må bruge… Det betyder desværre, at vi ikke har plads til alle lister i de enkelte kommuner. Det betyder, at han ikke kunne finde plads til dig.’ “
Dette er Margit Lund-Cramer meget utilfreds med, og uddyber: – I en analyse i Altinget i den forløbne uge, skriver man om Regionsrådsvalget i Region Syddanmark, med navne på spidskandidater fra de øvrige partier, og udfolder lidt om, hvad de kan. KD bliver nævnt som uden chance – for mig at se, fordi man er ramt af fordomme om KD, og ikke har sat sig ind i, at der rent faktisk er kompetente kandidater, der ved, hvad det handler om, og som har konkret politik at byde ind med.
– Som lille parti er vi dybt afhængige af medieomtale hos især public service medier, siger Christian Emil Szilas-Hansen, om også at have være blevet skubbet i baggrunden ved tidligere valg. – De store partier får jo rigeligt med taletid, og det kan være svært for os at komme til orde. Og faktisk sidder vi jo i Folketinget, så helt små er vi jo heller ikke.
– Mit spørgsmål er bare, hvad sådanne magtfordrejende processer, hvor ikke alle inviteres med, betyder for vores demokrati. Havde det været påpeget i et andet land, da havde man højst sandsynligt set anderledes på det, mener Kristendemokraterne.
– Det vi oplever er, at spillereglerne hos medierne ikke er helt demokrativærdige. Det er i hvert fald det, vi oplever i sagen her hvor vi føler, vi er blevet vraget. Et valg er jo en ret vigtig ting i demokratiet, og derfor er man også nødt til at fordele pladserne, siger Christian Emil Szilas-Hansen, om at KD gennem de seneste 50 år at have været et etableret parti.


