Coronaramte små virksomheder finder hjælp i netværk

0
189

Gitte Grønning, der bor i Munkebo, og som selv driver to mindre virksomheder, har længe gået med en ide om at etablere et netværk for små og mellemstore virksomheder. Personligt oplever hun coronakrisen dybt frustrerende, men har nu stiftet netværket for coronaramte virksomheder på Facebook, og det kaster lys i mørket.

– Jeg ved, at der er mange små og mellemstore virksomheder, der har fået en ordentlig en på hatten på grund af coronakrisen, siger Gitte Grønning. – Det gælder også mit eget rengøringsfirma perfectshine.dk, hvor jeg normalt har 10 vogne, der kører ud til rengøringsopgaver hos private og i virksomheder. Det kan ikke lade sig gøre, som verden ser ud nu.

Men i stedet for at bide i gulvtæppet og græde over al det tabte har Gitte Grønning taget et nyt initiativ til at komme videre og gerne i fællesskab med andre små virksomheder.

– Jeg tror på, at hvis vi kender hinanden, så er det mest naturlige i hele verden at handle med hinanden, i stedet for at gå over åen efter mælk, forklarer Gitte Grønning.

– Jeg har i flere år arbejdet professionelt med netværk, og jeg har haft den ide om et netværk for små virksomheder, hvor vi kan dele viden og læring og også har events, hvor vi møder hinanden med jævne mellemrum. Nogle gange skal der kriser i ens liv til at sætte gang i noget nyt. Her blev det så coronakrisen, der gjorde, at jeg gjorde alvor om at etablere det nye netværk. Det har været helt fantastisk at opleve den udveksling af gode idéer og cases, der er udvekslet i netværket.

– Vi har nu næste 400 medlemmer, og det vokser fra dag til dag. Hovedparten er små private virksomheder. Jeg startede lokalt, men da vores mødested er Facebook, er der jo ingen geografiske begrænsninger, forklarer Gitte Grønning.

– Det ændrer ikke ved, at jeg ser det som en stor opgave at medvirke, til at vi kommer hinanden meget mere ved i virksomhederne i Kerteminde Kommune, at vi bruger hinanden og lærer af hinanden.

– Ideen med netværket er ganske enkelt at dele viden og inspiration. Det, den ene ikke ved, det har den anden måske fuldstændig styr på. Noget handler naturligvis lige nu om de hjælpepakker, Folketinget har vedtaget, men det kan også handle om gode råd, om hvad der kan være smart at gøre i en lille virksomhed – krisetid eller ej.

Gæstetalere hver dag

Hver dag har vi besøg i netværket af en gæstetaler, der fortæller, hvordan han eller hun griber tingene an. Gæstetaleren kan også vælge at præsentere sine produkter så andre i netværket bliver opmærksomme på, at her er en ligestillet, der har noget godt at byde på.

Efter et oplæg fra vedkommende kan brugerne stille spørgsmål. I dag var det fx Heidi Møller, der fortalte, om hvordan hun har håndteret det problem, at hun ikke kan arbejde med større grupper i sin virksomhed, som hun ellers plejer at gøre det.

Personligt har Gitte Grønning fået hjælp til at oprette en digital platform, hvor hendes egne medarbejdere kan få instruktion, i hvordan de anvender forskellige hjælpemidler.

– Det er en platform, som vi helt sikkert vil kunne have gavn af i vores virksomheder fremover, siger hun.

– Det er god viden til, når krisen er overstået, siger hun.

– Jeg tænker, at om et halvt år er netværket ikke fokuseret på coronakrisen, men på alle mulige emner, der kan gøre livet som selvstændig en smule nemmere. Dette er fase 1, og så tænker jeg, at det forsætter som et betalt netværk i fase 2, efter coronakrisen.

Som erfaren netværker tænkte Gitte Grønning, at det var nu der for alvor var behov for at netværke. (privatfoto).