Caféer, restauranter og hotellejligheder på vej ved Nordstranden: ”Vi går i gang lige efter sommer”

0
3418
IMG 3348 (3)

Denne bygning ved Nordstranden bliver udbygget, så den kommer til at huse 20-24 hotellejligheder samt både flere caféer og restauranter. Foto: Peter Hougsen

Et stort ambitiøst projekt ved Nordstranden bliver sat i gang om kort tid. Projektet indeholder caféer, restauranter og hotellejligheder i første række. Bag projektet står erhvervsmanden, Hans Andersen, der i forvejen ejer hele den bygning, Kammas Tapas er en del af.

Bygningen får en etage mere på og hele førstesalen bliver indrettet til hotellejligheder. I stueetagen, hvor Kammas Tapas i øjeblikket er eneste restauration, bliver der indrettet flere restaurationer, der skal huse både café og restaurant.

”Vi er meget langt i planlægningen og vi sætter det i gang lige efter sommer”, forklarer Hans Andersen.

Som det er nu, er bygningen i en etage. Sådan vil det også være i første etape af projektet.

”Vi begynder med den eksisterende bygning. Der kommer vi til at indrette flere restaurationer. I den ende, der vender mod sejlklubben, bliver der indrettet de første hotellejligheder. Når første etape står færdig, så bygger vi en etage mere på bygningen i vinterhalvåret, som vi så indretter udelukkende til hotellejligheder”, fortsætter Hans Andersen

Når det hele står færdigt, vil der altså være tale om en anseelig udvidelse af det eksisterende forretningsliv i området ligesom der også vil være 20-24 hotellejligheder. Ifølge Hans Andersen kan det planlagte projekt gennemføres indenfor rammerne af den eksisterende lokalplan for området.

”Der skal ikke laves en ny lokalplan. Vi sender byggeansøgningerne ind lige efter sommerferien og så går vi i gang lige efter”

“Hvor meget kommer du til at tjene på det her”?

”Det vil jeg da ikke fortælle dig. Men jeg sætter ikke noget af den størrelse i gang, hvis ikke jeg tror, jeg kan tjene penge på det”, slutter han

Hans Andersens øvrige fem selskaber stod i 2022 for en samlet fortjeneste på 12 millioner kroner.