I weekenden blev der begået indbrud på Kerteminde Rådhus. Blandt de stjålne effekter er blandt andet borgmester Kasper Ejsing Olesens computer.

Kasper Ejsing Olesens computer blev sammen med 10 andre computere stjålet ved et indbrud på Kerteminde Rådhus i weekenden. Foto: Arkiv
Lørdag blev der begået indbrud på Kerteminde Rådhus. Politiet ankom til stedet kort efter, de fik anmeldelsen.
– Vi kan godt bekræfte, at der har været et indbrud på Kerteminde Rådhus den 16/9 kl. 0:00. Vi får først anmeldelsen lørdag aften, og ankommer kort efter. Vi konstaterer, at der har været indbrud og undersøger gerningsstedet for relevante spor, som vi altid gør, forklarer kommunikationsrådgiver ved Fyns Politi, Mads Boel
Gerningspersonerne er gået målrettet efter computere og andet elektronik. Det forklarer sekretariatschef hos Kerteminde Kommune, Lene Clausen.
– De er sluppet afsted med 11 computere og min egen IPad, som de så åbenbart var blevet nervøse for om kunne spores. Så den var smidt ovre ved Hvileholmsvej i Langeskov. Vi er i besiddelse af videoovervågning, hvor man kan se to personer gå rundt. Optagelserne er udleveret til Fyns Politi.
En af de 11 computere, der er blevet stjålet, er borgmester Kasper Ejsing Olesens. Det fandt han ud af, da han kom på kontoret og budgetforliget mellem alle partierne i Kerteminde Kommunes byråd skulle underskrives.
– Jeg troede først, der var nogen, der lavede sjov med mig. Strømforsyning og det hele lå på mit bord, så det var kun computeren, der manglede. Mit kontor er jo ikke låst af. Så når man først er inde, så kan komme ind på de fleste kontorer, forklarer Kasper Ejsing Olesen
Skal sådan noget ikke være låst inde?
– De retningslinjer jeg er blevet oplyst om, er i forhold til GDPR-lovgivningen. Altså at der ikke må ligge informationer, der kan identificere andre. Det gjorde der ikke. Jeg har ikke oplevet, at der har været indbrud på rådhuset før.
Både borgmester Kasper Ejsing Olesen og sekretariatschef Lene Clausen, forsikrer at der ikke er adgang til personlige oplysninger eller andet fortroligt materiale fra de stjålne computere.
Det, der nok er flest læsere, der vil være bekymret for, er hvorvidt gerningspersonerne nu har, eller kan få, adgang til fortrolige informationer fra din og de andre computere, der mangler?
– Der ligger ikke noget, der er hemmeligt på min computer medmindre de har adgang til mit password og det fremgår ingen steder, forklarer borgmesteren.
– De kan ikke tilgå oplysninger på maskinerne medmindre de har password og det har de jo ikke. Så vi er ikke bekymrede på den måde for, om de kan få adgang til personlige oplysninger eller andet fortroligt materiale, forklarer Lene Clausen.