Bor du i Munkebo eller Langeskov? Så har vi brug for din hjælp!

0
408

Kjerteminde Avis dækker hele Kerteminde Kommune, men vi må indrømme, at vi har forsømt Munkebo og Langeskov i vores dækning. Det vil vi gerne gøre noget ved, men det kræver, at du hjælper til

Munkebo Langeskov collage

Både Munkebo og Langeskov har næsten lige så mange indbyggere som Kerteminde. Foto: Michael Rathje

Hvis du kigger nærmere på vores logo, vil du se, at der neden under Kjerteminde Avis også står Munkebo Avis og Langeskov Avis. Før kommunalreformen i 2007 var Munkebo, Langeskov og Kerteminde tre selvstændige kommuner. Da de tre kommuner blev sammenlagt, blev den nye kommune af uransagelige grunde kaldt Kerteminde Kommune. Den kunne i og for sig lige så godt have heddet Nordøstfyns Kommune, for de tre byer var og er stadig stort set lige store. Indbyggertallene for 2024 er opgjort til 6.044 i Kerteminde, 5.483 i Munkebo og 4.363 i Langeskov.

Men det blev altså til Kerteminde Kommune, og selvom dele af kommunens administration er decentralt placeret i Munkebo og Langeskov, så er det i Kerteminde, hvor de store beslutninger træffes på direktionsgangen og i byrådssalen i rådhuset.

Senest har sagen om de mange skrottede skraldespande i især Langeskov og Munkebo fået en del indbygger i de to byer til på de sociale medier at give udtryk for ikke at blive hørt inde på rådhuset i Kerteminde.

Kj Avis Logo Header

Ingen kan længere huske, hvornår Munkebo Avis og Langeskov Avis kom under Kjerteminde Avis. Foto: KJ-avis

Kjerteminde Avis holder også til i Kerteminde, men det står hen i de uvisse, hvornår Munkebo Avis og Langeskov Avis kom under Kjerteminde Avis. Fra vores redaktion forsøger vi af bedste evne også at skrive om både Langeskov og Munkebo.

Den seneste uge har vi således torsdag været i Munkebo Idrætscenter for at dække det store STU-svømmestævne, fredag var vi også i Munkebo til SF’s pressemøde og lørdag tog vi til Langeskov for at lave reportage fra DGU-Cup i Langeskovhallerne.

Men vi er en lille redaktion med begrænset ressourcer, og derfor har vi brug for dig for bedre at kunne dække Langeskov og Munkebo. Har du en god historie, kender du et spændende menneske, er der noget du undrer over, eller er der et stort arrangement i dit lokalområde? – så skriv et læserbrev eller kontakt os. Ring til 70 70 75 54 eller send os en mail på redaktion@kjavis.dk