
Foto: Elsebeth Fogh
Tag på rejse i yogaens verden, ledsaget af gong og tarotkort.
Mange i Kerteminde og omegn lærte Sharon Bowen at kende via yogaen, som hun på Great Northern var ansat til at formidle. Men da samarbejdet ophørte, tog yogahungrende kertemindere selv kontakten til Sharon privat. I weekenden kan du selv møde hende, hvor hun deltager på Holistisk Festival med forskellige former for yoga.
Sharon Bowen bor til dagligt på Midtfyn, men kommer, som hun selv giver udtryk for, overalt, især på Fyn, da hun siden ansættelsen på Great Northern stoppede, har fået mange af de tidligere yogier på sin deltagerliste, hvor hun nu kommer hjem privat.
– Mange fik øjnene op for, at jeg også kommer hjem til folk. Men det er noget jeg har praktiseret i mange år, qua mine behandlinger, såsom massage. Jeg er meget fleksibel, fordi jeg kun er mig, så— ja, jeg kommer gerne ud til folk, smiler hun.
Til daglig har hun også praksis i hjemmet og i det lokale motionscenter, hvor hun bor, ligesom hun laver retreats og events.
Kjerteminde Avis tog i denne uge en snak om vejen til yoga, og om det spirituelle, med Sharon Bowen, der oprindeligt kommer fra Canada, men som er vokset op i præstegården i Kølstrup:
– Min røde tråd er altid yogaen. Jeg har uddannelser inden for mange forskellige ting, og dem forsøger jeg at flette ind når det giver mening, fortæller Sharon Bowen, der på Great Northern bl.a. introducerede yoga med klangskåle – noget, hun også tager med på weekendens festival, ligesom hun også laver yoga med tarot og orakelkort samt gong.
– Det holistiske for mig går i mange forskellige retninger, og derfor introducerer jeg noget forskelligt, så der er noget for enhver smag. Det spirituelle kan godt virke lidt mystisk for nogen. De fleste kender ordet yoga, men sådan som jeg ser det, behøver man ikke kende til alt, så længe man har et åbent sind, og en spire af nysgerrighed. Når jeg drager tarot ind i min yoga, er det for at introducere til, hvad jeg mener er en uendelig kilde at åbne op for, nemlig det spirituelle.

Foto: Elsebeth Fogh
– Alt er energi, fortsætter hun. – Vi bringer vores egen energi ind i yogapraksissen, og jeg trækker selv på nogle energier.
Om de energier, Sharon Bowen trækker på, fortæller hun: – I mine øjne er energi og spiritualitet egentligt svært at sætte ord på, men man kan da forsøge, smiler hun, og acceptere, hvis vi ikke finder den ønskede forståelse.
– De energier jeg arbejder med er de universelle energier, men også de individuelle. Jeg kobler ind på de deltagende individers energier og på gruppens, når vi er samlet, hvem end der kommer til min session. Det kan være fra fem, som det kan være fra 100 mennesker. Sammen med min egen energi og op i det universelle.
Om at mærke energien fortæller Sharon Bowen, at det handler om erfaring: – Jeg kan tune ind på en energi på få sekunder, hvis jeg lige sætter mig ned. Men det gør ikke energien mindre.
Det spirituelle har altid været der
Hjemme i præstegården i Kølstrup var Sharon Bowen altid den, der sad og kiggede på stjerner, eller lagde hænderne på folk for at heale, hvis nogen havde ondt: – Det har altid været helt naturligt for mig, lige siden barnsben. Jeg har altid søgt det uforklarlige. Altid været draget af energi.
Forud for livet med det spirituelle, har Sharon Bowen faktisk slået sine folder både på Trykcentralen som ungarbejder på Nordre Ringvej, men også en del i servicebranchen.
– Jeg vidste, at jeg skulle have noget med mennesker at gøre, med service, og for mig er yoga også en service. Jeg ønsker at give en god oplevelse, og det har jeg også fra servicebranchen. Man skal gerne gå opløftet fra sin yogatime.
I weekenden tager hun en gong med til yoga: – Gongen er den universelle lyd – ur-lyden – der går ind og stimulerer vores indre kræfter, samtidig med den renser ud på et dybt plan. Den tager jeg med for at give en smagsprøve på lydterapi og -healing, det er vibration og energi, og en gong, den kan man mærke fysisk, og det er en anderledes oplevelse med gode vibrationer. Jeg vil gerne spille på folks sanser, konkluderer hun.
Om forventningerne og om at sige ja til at deltage på Holistisk Festival, siger hun: – Jeg har ingen forventninger, og jeg sagde ja, fordi jeg ikke kunne sige nej, smiler hun. – Det er det, jeg selv står for og lever efter. Jeg dyrker jo ikke kun yoga på yogamåtten, jeg lever efter principperne. Det er min levevej.
– Ydermere ligger det i Kerteminde, som jeg har en stor kærlighed til. Jeg har en drøm om at komme tilbage til mine kære yogier i Kerteminde, og her er en lille mulighed for det, siger hun.
Sharon Bowen lægger vægt på, at der skal være plads til alle: – Alle kan være med til yoga, og til det, jeg tager med på Holistisk Festival. Det er min kunst, at alle får en god oplevelse, slutter hun.

