Butik Nille fremviser de særlige stof-bind, man sælger. Stofbindene kan vaskes mange gange, før man skal smide dem ud. Foto: SLN
Mundbind bliver stadig mere aktuelle, selv om Sundhedsstyrelsen ikke er parat til at forlange brug af mundbind over hele landet. Men der er rift om de engangsmundbind, som kan købes forskellige steder, også i Kerteminde Kommune.
Med genopblussen af Corona-smitte så tæt på som Nyborg, er mundbind og masker i stigende grad blevet et spørgsmål i dagliglivet.
I Kerteminde Kommune er der flere steder, hvor man kan købe mundbind:
Hejtex på Nordre Ringvej 54, sælger arbejdsbeklædning, men med Corona-krisen er spørgsmålet om mundbind og masker blevet akut for alle. Og Hejtex får mange forespørgsler på sine mundbind, der alle er certificerede.
– Vi har nu fået en sending mundbind, der er stænktætte, forklarer Erik Christiansen fra Hejtex.
Matas i Langegade i Kerteminde, sælger både type I og type II mundbind, men havde ikke mundbind hjemme, da Kjerteminde Avis kom forbi. Ifølge Matas’ hjemmeside, kniber det noget med at skaffe især de tilsyneladende gode tilbud, som mundbind af typen Type II R, men man forsikrer i butikken, at der hele tiden kommer nye forsyninger hjem.
Apoteket, som både ligger i Langegade i Kerteminde, i Vestergade i Nyborg samt som udsalg i Munkebo, sælger kun de såkaldte Type II R -mundbind, og apoteker Frank Godsk Hansen understreger, at man løbende får leverancer, men at de hele tiden bliver udsolgt ganske hurtigt.
– Type II R-mundbind betyder, at man både er beskyttet mod smitte fra andre, og at man beskytter andre mod eventuel smitte, forklarer Frank Godsk Hansen. Vi sælger kun denne slags mundbind.
Apoteket lover i øvrigt, at selv om der er stor efterspørgsel, vil der også i fremtiden være mundbind nok til alle.
SuperBrugsen i Langeskov har lige fra starten haft et godt lager og har adgang til CE-mærkede engangsbind, som man sælger til det, som uddeler Kim Ernstsen kalder “en god pris”.
– Jeg har hørt, at de er udsolgt i Nyborg, og vi har haft stor forespørgsel på mundbindene. Vores rolle, synes jeg, skal være at stille dem til rådighed for alle. Vi sælger nu 50 mundbind for 200 kr., så alle kan være med. Det er kirurgiske mundbind, som er 3-lags. Jeg synes, prisen skal ligge på 3-5 kr. stykket, men som sagt: Det er ikke noget, vi skal tjene på.
SuperBrugsen lover, at de har en stor “buffer”, selv om mange er interesserede i at købe.
Både hjemmesyede og færdige
Min Købmand i Mesinge sælger både type I og type II mundbind til kunderne. Ifølge købmand Bodil Osther, har der været interesse for at beskytte sig med mundbindene, siden hun i sidste uge begyndte at sælge dem.
Min Købmand har også solgt hjemmesyede mundbind, fra Bitten i Vestergade i Kerteminde, naturligvis uden anbefaling eller garanti. Mundbindet har den store fordel, at det kan kogevaskes, og at det giver mulighed for forskellige typer stof. Hos Min Købmand har man solgt de hjemmesyede mundbind med en indbygget lomme, som man kunne lægge køkkenrulle i, og dermed beskytte sig endnu bedre.
Økologiske bind til genbrug
Det samme gælder de såkaldte Mund- og Næsemasker, man kan købe hos Nille i Langegade i Kerteminde. De er fra mærket Don’t Panic, It’s Organic og fås i forskellige mønstre og størrelser til børn, kvinder og mænd. Maskerne er lavet af økologisk bomuld og kan vaskes. Der står udtrykkeligt på bagsiden, at masken er et personligt hygiejne-relateret produkt, som hverken har filter eller kan erstatte en såkaldt FFP2 eller FFP3-maske. Og så koster mundbindet 90 kr.
Til gengæld lover de hos Nille, at masken kan vaskes mindst 30 gange i en vaskepose.
Vi gør opmærksom på, at gennemgangen af mundbind på ingen måde dækker samtlige tilbud, man kan finde i Kerteminde Kommune, men kun giver et indtryk af nogle af tilbuddene.