Mange unge går til skydning i Kølstrup Skytteforening, fordi de har fundet ud af, at det hjælper dem til at blive bedre til at koncentrere sig, og så er der også det sociale liv i klubben

Fem unge fra Nymarksskolen har som et led i Kjerteminde Avis’ skoleprojekt skrevet en reportage fra en øveaften i Kølstrup Skytteforening. Foto: Kølstrup Skytteforening
Dørene åbner klokken 18 i klubhuset hos Kølstrup Skytteforening.
Børn og voksne stiller sig ved det lille bord, hvor man kan betale for sin skydning. Det koster 20 kroner.
Man ser med det samme folk, der sætter sig ved bordene, og man kan langsomt høre snakken fra bordene.
Sodavand og bajere bliver åbnet, og man kan høre, at for hvert ord, der bliver sagt inde i det lille lokale under jorden, bliver stemningen bedre. Folk smiler, griner og lytter.
Trænerne står inde på banen, og gør klar til de snart mange børn, der skal ind og skyde. En efter en bliver folk valgt til at komme ind og skyde.
FAKTA
Kjerteminde Avis’ skoleprojekt
Denne artikel er skrevet af skoleelever fra Kerteminde Kommune. 200 elever er undervist i medier af journalister fra Kjerteminde Avis. Eleverne har derefter selv valgt emner ud, interviewet og skrevet artikler. Redaktionen har derefter udvalgt eksempler til avisen.
Elevernes artikler kan læses uden abonnement på KJ Avis.
Læs mere om baggrunden for skoleprojektet her og en reportage fra en undervisningsdag her.
I det øjeblik, hvor det første skud bliver skudt af, mærker man, at aftenen først lige er begyndt.
– Skydning er ikke bare skydning. Når du skyder, er det vigtigt at have styr på din vejrtrækning, fortæller Elias Aalykke Mortensen, som er juniorskytte i Kølstrup Skytteforening.
Et pletskud
Han har et smil på læben, da han fortæller, hvordan skydning hjælper med meget andet. Elias forklarer blandt andet, hvordan hans evne til at koncentrere sig har forbedret sig meget, efter at han er begyndt til skydning.
– Følelsen, når man skyder et skud, som ender lige i midten, er fantastisk, siger Elias.
Han fortæller også, at han er glad for at skyde i konkurrence mod andre, når der en gang i mellem er skydestævner. Men det trækker faktisk mest i ham at kunne komme hver mandag aften og konkurrere mod sig selv.
Kampen mod sig selv
At det at skyde mod sig selv er det, der er sjovt, overrasker dog ikke Lars Bjerregaard, som er skydeinstruktør for Kølstrup Skytteforening.
– Skydning er en individuel sport og ikke en holdsport. Man kan derfor kæmpe mod sig selv – og både drenge og piger er lige.
Pigerne bedst
Faktisk er drenge og piger ikke bare lige, men tit og ofte er pigerne bedre end drengene. Når man er inde på banen, er det altafgørende for en god skydning nemlig, at man kan holde kroppen i ro, ikke tænke for meget over sine skud, og sidst, men ikke mindst: At tage alt den tid, man har brug for.
Skydning er som sagt en konkurrence mod sig selv og ikke mod hinanden.
Fællesskab rammer plet
Det sociale er lige så vigtigt som sporten selv. For mange er grunden til at komme til skydning hver mandag faktisk det sociale, der er ved at komme ned i kælderen og møde nogle andre.
– Det var tilfældigt, at jeg startede til skydning, men nu kommer jeg hver aften bare for hyggen og sammenværet, fortæller Mikkel Sidelmann, som er en af de ældre skytter i Kølstrup Skytteforening.
Og sammenholdet oppe i klubben er virkelig en vigtig faktor for at komme kontinuerligt til skydning. For hvis det ikke havde været for fællesskabet i klubben, ville en del færre nok begynde til skydning i første omgang.

Jonathan Bach Frederiksen, Killian Bæk Petterson, Lærke Bøge Borg Pedersen, Kristine Black Nielsen og Noah Holm Sørensen (sidstnævnte er ikke med på billedet) har skrevet en artikel om de gode sider ved skydning. Foto: KJ Avis


