Havneudvidelser vil koste Kerteminde Kommune næsten 100 millioner til trafikomlægninger

3
570

Mobilitetsanalyse forudsiger, at trafikken på Munkebovej vil blive tre-doblet, hvis Odense Havn får lov til at udvide igen, og alene Kerteminde Kommunes udgifter til trafikale anlægsarbejder vil beløbe sig til 86 millioner kroner. Pengene skal blandt andet bruges til at etablere fire spor på Kertemindevej og Munkebovej samt udbygge krydset Munkebovej/Kystvejen

Mobilitetsanalyse

Trafikprognosen for 2035 står i kontrast til mængden af trafik i 2022, og tallene viser blandt andet, at der lægges op til en tre-dobling af trafikken på Kystvejen, som fører direkte ned til Odense Havn. Illustration fra Mobilitetsanalysen, som er udarbejdet på foranledning af Odense Havn, Odense Kommune og Kerteminde Kommune.

Hvis Odense Havn får opfyldt sine ønsker om to nye udvidelser, får det store konsekvenser for Kerteminde Kommune.

Alene trafikken til og fra havnen vil stige så voldsomt, at det ifølge en ny foreløbig mobilitetsanalyse, Kjerteminde Avis er kommet i besiddelse af, bliver nødvendigt at udvide Kertemindevej og Munkebovej fra de nuværende to til fire spor. Faktisk har COWI fastslået, at det bliver nødvendigt at etablere fire spor på hele strækningen fra Odense til Munkebo for at imødekomme den fremtidige trafikmængde.

Hvis man ikke udvider de to nævnte veje (og Østre Ringvej i Odense Kommune, som munder ud i Kertemindevej), vurderes det, at en del mindre lokalveje i Kerteminde Kommune vil blive belastet af øget trafik, formentlig til stor gene for lokalbefolkningen.

Mobilitetsanalysen, som endnu ikke er helt færdig, opererer med en trafikprognose for 2035, der viser en tre-dobling af trafikken på Munkebovej, fra 3.000 til 9.000 biler i døgnet. På Munkebovej stiger trafikken fra de nuværende 14.500 biler i døgnet til 19.900 biler.

Minimal effekt på kollektiv trafik

Trafikmængden skyldes ikke kun udvidelserne på Odense Havn, men også, at både Kertemindevej og Munkebovej påvirkes af den forventede erhvervsudvikling i Odense Øst og af Odense Havn Dry Port mellem Årslev og Odense.

Grønne løsninger i form af kollektiv trafik vil ifølge rapporten have minimal effekt. Kun 0,4 procent af trafikken svarende til cirka 300 biler vil blive overflyttet fra privatbilismen til kollektiv trafik, for eksempel letbane, tog og busser. Og det er vel at mærke under forudsætning af, at man vælger at forlænge letbanens etape to frem til Munkebo, hvad der ikke er truffet beslutning om.

Heller ikke cykelstier eller andre former for forbedrede forhold for cyklister vil have den store effekt – det vil kun få cirka 100 bilister til at lade køretøjet stå til fordel for den to-hjulede.

“Grønne tiltag har et lille overflytningspotentiale og ændrer ikke på de fremtidige trafikale udfordringer, hvis Odense Havn udvikles”… og “grønne tiltags potentiale står ikke mål med den økonomiske konsekvens”, som der står i materialet.

Kertemindes pris: 86 millioner

Mobilitetsanalysen har udarbejdet et overordnet anlægsoverslag på udbygning af en række veje og kryds i Kerteminde Kommune:

Udbygning af Munkebovej på strækningen mellem Geels Å til Kystvejen fra de nuværende to til fire spor, etablering af et signalreguleret kryds Munkebovej/Stationsvej, lukning af Møllevejen, så der ikke længere vil være et kryds ved Møllevejen/Munkebovej, og udbygning af krydset Munkebovej/Kystvejen.

Ovenstående vil ifølge et overslag koste 51 millioner kroner. Dertil kommer yderligere 35 millioner kroner til en sti-tunnel under Munkebovej ved Møllevejen til fodgængere og cyklister.

Ialt bliver det ifølge estimatet til 86 millioner kroner, og heri er der ikke medtaget udgifter til eventuel erhvervelse af jord til de forskellige anlægsprojekter.

Selv om rapporten bygger på en forudsigelse af trafikmængden i 2035, der kan synes langt ude i fremtiden, er der alligevel grund til snart at gå i gang med arbejdet, skriver forfatterne bag mobilitetsanalysen. Plangrundlag skal tilvejebringes, de enkelte anlægsprojekter skal politisk behandles, der skal findes finansiering, og der skal også være tid til selve anlægsarbejdet, og det kan tilsammen tage op imod syv år.

Politiker: Drop havneudvidelser

Mobilitetsanalysen udarbejdes som et led i samarbejdsaftalen mellem Odense Havn, Odense Kommune og Kerteminde Kommune. Rapporten er endnu ikke politisk behandlet, men konklusionerne har været forelagt for den politiske styregruppe i august.

Byrådsmedlem Kristian Hald (borgerlisten Hverdagens Stemme) er rystet over mobilitetsanalysens tal og konklusioner. Han har blandt andet arbejdet for at få etableret forskellige støjdæmpende foranstaltninger på og omkring Munkebo Skole:

– Tallene i rapporten viser, at vi havde ret i vores bange forudanelser. Alene Kystvejens tre-dobling af trafikken kommer til at ødelægge Munkebo, som vi kender den, og det kommer til at gøre skolen til et trafikalt helvede. Og hvor skulle vi få små 100 millioner kroner fra? spørger Kristian Hald.

– Odense Havn har alle dage været et dårligt projekt for Kerteminde Kommune, og det slår mobilitetsanalysen fast med syvtommers søm. Jeg håber, vi nu kan få stoppet arbejdet med de nye lokalplaner, inden vi kaster flere ressourcer i det projekt, siger Kristian Hald.

Pw0a8191kopier

Byrådsmedlem Kristian Hald (Hverdagens Stemme) mener på baggrund af mobilitetsanalysen, at Kerteminde Kommune skal afvise at give tilladelse til de to nye udvidelser på Odense Havn. Foto: KJ Avis