Tynde tråde og stærke bånd: Fællesskabet i aftenskolen trues af besparelser

1
729

Hver tirsdag forvandles Hans Tausen Centret i Birkende til et kreativt frirum, når en gruppe pensionister mødes til knipling – et tilbud fra aftenskolen Kerteminde Husflid. Når kvinderne mødes, er det ikke kun for håndarbejdet, men også for fællesskabet. Nu frygter de, at kommunens varslede besparelse vil gå ud over samværet

Ved første øjekast virker det næsten uoverskueligt: Træpinde med tråde krydses til højre og venstre i så hurtigt et tempo, at det er svært at vurdere, om pindene flyttes tilfældigt eller systematisk. Men med den koncentration og tålmodig, nålen placeres i mønsteret, kan det ikke være tilfældigt. Samtidig går samtalen om vind og vejr let hen over bordet, som en naturlig del af processen.

Set udefra kan knipling virke uoverskueligt, svært og tidskrævende – men når knipledamerne først fortæller om teknikkerne, kniplepindene, mønstrene og nålene – så synes det hele pludselig mere… intuitivt… og tidskrævende.

I det bagerste lokale i Hans Tausen Centret i Birkende sidder syv kvinder, som alle har mindst én ting til fælles – knipling. De er alle tilmeldt et kniplekursus, som aftenskolen Kerteminde Husflid tilbyder.

Gennemsnitsalderen i lokalet kunne tyde på, at knipling har stærke rødder i håndarbejdets historie. Aftenskolens tilbud er for alle, men det er et faktum at hovedparten af kursisterne ikke længere er på arbejdsmarkedet.

Men derfor er det aldrig for sent at komme i gang. For en af kursisterne, Laila Frimann Nielsen startede på holdet for bare et par måneder siden:

– Da jeg gik på pension, skulle jeg finde noget andet at give mig til. Min mor har altid kniplet, så det giver mig en følelse af at være forbundet til min mor.

Lotte zuijdendorp

Lotte Zuijdendorp blev bidt af at kniple for 25 år siden. Foto: Laura Højris From Petersen

I den modsatte ende af bordet sidder Lotte Zuijdendorp, der har kniplet i flere årtier:

– Jeg har kniplet i 25 år. Jeg slapper af, når jeg knipler. Det er umuligt at stresse, når man sidder med det her, og det er hele tiden noget nyt at lære, siger Lotte Zuijdendorp.

Overfor hende sidder Mona Pedersen, som smiler og tilføjer:

– Jeg nyder virkelig at komme her, fordi Kirsten [red. Kirsten Koch] er så hjælpsom – hun bestiller tråd hjem til os og finder de rigtige mønstre. Derudover er det inspirerende at se, hvad de andre arbejder på – det smitter.

Kirsten Koch, som Mona Pedersen refererer til, er holdets underviser. Hun har slået sig ned i midten af bordet, så hun nemt kan hjælpe alle sine kursister. Hun har mange års erfaring som underviser, og hver uge kører hun Fyn tyndt for at undervise. Hun ville være ked af det, hvis hun blev nødt til at nedlægge nogle af sine hold, hvis kommunen gennemfører de planlagte nedskæringer i tilskuddene.

Img 2560

Ellis Nygård (til venstre) får hjælp af underviser Kirsten Koch (til højre). Foto: Laura Højris From Petersen

I de næste fire år får Kerteminde Husflid kun godt halvdelen af de beløb, de har søgt i tilskud. Kerteminde Husflid går fra 48.224 kroner i 2024 til 29.075 kroner i 2025. Nedskæringerne er et led i budgetforliget for 2025-28, som Kerteminde Byråd vedtog i oktober 2024.

Karoline Friis, skoleleder for Kerteminde Husflid, forklarer, at kommunens tilskud er afgørende for aftenskolens økonomi. 1/3 af udgifterne til undervisernes løn dækkes af tilskud fra kommunen, mens de resterende 2/3 dækkes af deltagerbetaling.

– Hvis vores tilskud bliver halveret, bliver vi nødt til at hæve priserne for kurserne. Lønnen til underviserne er fastsat [red. jf. folkeoplysningsloven], så det kan vi ikke ændre. Vores undervisere skal have løn, og derfor bliver kursuspriserne nødt til at stige. Vi risikerer, at nogle kursister falder fra, fordi det bliver for dyrt. Det så vi allerede da underviserlønnen steg markant sidste år. I værste fald kan det betyde, at nogle hold må lukke, og det vil ramme fællesskaberne.

Sidste år måtte Kerteminde Husflid hæve priserne på deres kurser. Underviser Kirsten Koch fortæller, at de plejede at være ti til knipling, men der faldet nogen fra på grund af de stigende priser.

– Det er virkelig bekymrende, for vi ved, at det især rammer dem, der har allermest brug for fællesskabet. Ældre mennesker er i større risiko for at opleve ensomhed, og vi kan tydeligt se, hvor vigtigt det er for dem at komme ud og være sociale med andre. Det kulturelle og sociale liv hænger uløseligt sammen, og det hænger også sammen med vores sundhed og trivsel, siger Karoline Friis.

Hun fortæller også, at aftenskolen ikke laver overskud, den skal bare løbe rundt. Derfor er tilskuddet fra kommunen altafgørende for, at foreningen kan holdes i live.

– Vi har allerede drøftet i bestyrelsen, at hvis besparelsen bliver en realitet, så står vi måske til en lukning. Vi risikerer at stå i en situation, hvor vi må vurdere, om den store frivillige indsats, der lægges i arbejdet, står mål med antallet af dem, der får glæde af det, siger den bekymrede skoleleder.

Karoline Friis og de øvrige repræsentanter fra kommunens aftenskoler har ikke opgivet kampen. Sidst på måneden skal de mødes med borgmesteren, hvor de håber, at besparelsen vil blive genovervejet:

– Jeg håber virkelig, de forstår, hvor store konsekvenser det vil have for trivslen blandt de ældre og øvrige borgere/kursister, for eksempel handicappede og andre i risiko for mistrivsel, og for kommunen på sigt. Jeg håber, kommunen kan finde pengene et andet sted, siger Karoline Friis.

Tilbage i Hans Tausen Centret i Birkende er knipledamerne ved at pakke sammen for i dag, mens de håber, at de kan fortsætte med at mødes i mange år fremover under de nuværende vilkår.

Img 2548
Img 2538

Et udvalg af de projekter knipledamerne har skabt gennem tiden. Fotos: Laura Højris From Petersen

Læs mere om besparelserne på aftenskoler her:

Aftenskoler får halveret tilskud i fire år på grund af besparelser