Voldsepisode ude foran Langeskov Kræmmermarked i nat – Kontrollørerne fastholdt de involverede indtil politiet ankom

0
5106

Voldsepisode ude foran Langeskov Kræmmermarked i nat. Foto: Arkiv Emil Andresen

Der var en voldsepisode udenfor Langeskov Kræmmermarked i nat. Kontrollørerne inde fra pladsen fik fat i de mennesker, der var involveret og fik dem fastholdt indtil politiet ankom.

”Vi kan bekræfte vi i nat har fået en anmeldelse kl. 00:11 i nat ved Langeskov Kræmmermarked i forbindelse med en episode om vold. Jeg kan ikke bekræfte hverken identitet eller hændelsesforløb endnu, da der foregår en efterforskning i forbindelse med episoden”, forklarer vagtchef ved Fyns Politi, Torben Jacobsen

Det var Odense Kontrollør Forening, der har ansvaret for sikkerheden inde på selve pladsen, der observerede episoden. ”Vi så at der var et overfald i gang og sendte med det samme fire mand ud. Vi fik fat i alle tre, der havde overfaldt en ung mand og fik dem holdt fast indtil politiet kom” forklarer Claus Jørgensen, der har ansvaret for sikkerheden inde på pladsen ved Langeskov Kræmmermarked.

”Jeg kan også bekræfte at vagterne fra Odense Kontrollør Forening havde fastholdt nogle personer, vi havde interesse i at få en snak med”, forklarer vagtchefen fra Fyns Politi videre

Formanden for Langeskov Borgerforening, Tommy Junge Hansen, bekræfter også episoden. ”Det er selvfølgelig brandærgerligt at der udspiller sig sådan en episode ude foran pladsen. Det er jeg ærgerlig over. Jeg er til gengæld glad for, at vores kontrollører var i stand til at reagere så hurtigt, som de gjorde og kunne hjælpe politiet.” forklarer han.