– Vi har gået med livrem og seler

0
700
Lindhøj Plejecenter

Der har i Kerteminde Kommune været tvivl om hvorvidt de ældre måtte forlade plejehjemmene eller ej. Direktion og ledere i Kerteminde Kommune meddeler, at det må de gerne, imens man decentralt på de enkelte plejehjem kategorisk har nægtet pårørende at tage deres ældre med hjem eller blot tage dem med på en gåtur. Foto: Arkiv

 

Fra ledelsen lyder beskeden, at de ældre ikke sidder i fængsel på plejehjemmene. Alligevel har ældre i Kerteminde Kommune været nægtet at forlade plejehjemmene trods myndighedernes anbefaling om, at dette kun gælder ved tydelige tegn på sygdom: – Vi har gået ud fra et forsigtighedsprincip, udtaler Bente Forunaise, der er leder af Sundhed, Handicap & Rehabilitering

Birkelund Plejecenter 50 år (12)

Danehofgarden var forbi da Plejecenter Birkelund i Langeskov havde jubilæum midt under corona-krisen. Men ellers er det ikke mange aktiviteter de ældre, som også har været afskåret fra deres kære, har kunne deltage i. Foto: Chris Miller

Der har været meget få tilfælde af Covid-19 i Kerteminde Kommune, og de fleste af tilfældene har været hos svage ældre. Plejehjemmene har været forskånet for tilfælde af den dødbringende sygdom, da man i både hjemmepleje og på plejehjem, lige fra starten af udbruddet, har været godt rustet med både værnemidler og beredskabsplaner, takket være en indsats- og beredskabsgruppe nedsat hos Kerteminde Kommune.

Alligevel har der hersket tvivl omkring retningslinjerne under de seneste tre måneders forløb, hvor pårørende de første mange uger blev nægtet adgang til familiemedlemmer på plejehjem. Fra direktionen og ledelsen lød det, og lyder stadig, at de ældre på plejehjem selvfølgelig ikke sidder i fængsel, men frit kan forlade plejehjemmet, såfremt der ikke er tegn på sygdom, og såfremt de ved egen hjælp kan følges ud til en pårørende.

Virkeligheden har dog været en anden ude på de enkelte plejehjem, hvor op til flere pårørende, som Kjavis.dk har været i kontakt med, har været nægtet at tage deres ældre familiemedlemmer ud, hvis det drejede sig om fx personlig pleje, gåture eller runde fødselsdage. Trods forbuddet har enkelte også været ude for at skulle følge deres familiemedlemmer til forskellige undersøgelser, fordi der på plejehjemmene ikke har været kapacitet til det. Og det giver vel i teorien det samme som at tage dem med ud eller hjem på besøg. Ligesom det sundhedsfaglige personale, der hver dag tager hjem til familien, i teorien kunne tage Covid-19 med tilbage på plejehjemmene, hvor der ikke har været en gennemgående brug af værnemidler krisen igennem.

Truslen fra plejehjemmet har været, at tog man sine ældre med hjem, kunne de ikke vende tilbage til plejehjemmet. Ligeså har pårørende været bange for at vende plejepersonalet imod sig, hvis man gjorde som både ledelse, direktion og borgmester gav lov til – tog sit familiemedlem ud fra plejecentret.

Vi har gået med livrem og seler
Bente Fournaise, der er chef for Sundhed, Handicap & Rehabilitering i Kerteminde Kommune, kan bekræfte, at den opgave, man har været stillet overfor som sundhedspersonale i Kerteminde kommune, har været enorm: – Det har været en stor opgave fra vi første gang får kendskab til Covid-19 og hvordan vi får organiseret os i forhold til at varetage det her kæmpe ansvar.

Hun fortæller, at man i de første 14 dage arbejdede i døgndrift, indtil man følte man havde fået hånd om situationen. I den sundhedskrisestab, der hver dag under krisens første uger mødte ind for at se på dagens udfordringer, skulle man tygge de mange dokumenter igennem fra de forskellige myndigheder, og efterfølgende få det konkretiseret.
– Når jeg ser tilbage på det, er jeg meget ydmyg overfor, at jeg har en organisation, der på meget kort tid har kunne forandre sin arbejdsgang— det er fantastisk flot, siger Bente Fournaise. – Det har været en stor fordel, at vi havde en hygiejneorganisation på hele området, med sundhed, handicap og rehabilitering. Vi er derfor vant til at arbejde med procedurer. Dette har også resulteret i, at vi ikke har haft et eneste Corona-tilfælde overhovedet på nogen af vores fem plejehjem, bekræfter hun. Ligeså har alle medarbejdere med symptomer været sendt hjem.

Til spørgsmålet om hvorvidt retningslinjerne på plejehjemmene har været fortolket ens over hele kommunen, svarer Bente Fournaise: – Der har ikke været forskel på hvordan plejehjemmene har varetaget reglerne. Det, der meldes ud fra Sundhedsstyrelsen og fra ministeriet er, at der er besøgsforbud. Her er det den enkelte kommune, der skal beslutte hvad man mener, der er sundhedsfagligt ansvarligt. I vores krisestab har vi drøftet dette og lagt os op ad, hvad andre kommuner gør. Men det handler om mennesker, og nogle steder kan man måske møde små nuancer, som nogen vil opfatte som en forskel. Retningslinjerne har dog hele tiden været ens for alle plejehjem.

Har man kunne tage sit ældre familiemedlem med ud fra plejehjemmet under krisen, som direktør Anders Bjældager også bekræfter?
Hvis man som pårørende har sagt, at nu tager jeg min mor med hjem, så følger vi jo vedkommende udenfor plejecentret, hvorefter den pårørende kan tage familiemedlemmet med hjem, forklarer Bente Fournaise. Men der er mange som har indset, at det ikke har været sundhedsfagligt forsvarligt. Alle danskere har jo forstået alvoren i det her, og den risiko der er ved at tage en svag ældre med hjem i en familie, hvor der kunne være en, der havde Covid-19. Det ville være at løbe en risiko, da de resterende beboere på plejehjemmet efterfølgende ville være udsat for smitte.

Men kan man ikke omvendt sige, at sundhedspersonalet også kunne tage smitten med på arbejde fra egne familie-sammenhænge?
Forskellen her er, at man som professionel lettere kan overholde reglerne med afstand og kontakt, end når man er i tæt kontakt med sit elskede familiemedlem, som man gerne vil kramme, og som børnebørnene vil kramme – det er svært at begrænse vores natur. Men jeg tror da snart vi er klar til at håndtere dette, da det jo er en stor pris vores ældre betaler. Men jeg ville være rigtig ked af, hvis vi fik smittet en beboer, som så smittede andre, for her har jeg et kæmpe ansvar. Vi har gået ud fra et forsigtighedsprincip.

Nu er alt jo ved at åbne op igen, bl.a. motionscentre og svømmehaller. Hvordan ser du mulighederne for, at det snart kan blive plejehjemmenes tur til at åbne yderligere op?
Der er jo en stor overvægt af ofre for Covid-19 fra de danske plejecentre, og ser man på Sveriges tal, er det primært borgere på plejecentre. Jeg tror derfor man fra regeringens side vil være meget påpasselig med at åbne yderligere op, men jeg håber da snart der sker noget, slutter Bente Fournaise.

(Interviewet med Bente Fournaise er foretaget tirsdag kort tid inden en pressemeddelelse om en mindre åbning på området blev sendt ud på vegne af Sundheds- og Ældreministeriet.)