Unge eliteperformere tog kegler

0
445

Unge fynboer dansede og sang sig gennem klassiske ørehængere fra både 70’erne, 80’erne, 90’erne og 00’erne. Foto: RMJ

Elite Teatret i Odense havde i går aftes premiere på årets forestilling, hvor man med god grund kan fremhæve præstationen fra et af vore bysbørn

Det musikalske talent Vito Gram fra Kerteminde ragede op i forestillingen, og det var ikke kun på grund af sin højde. Foto: Privat

Torsdag aften stod 12 unge performere på scenen på Magasinet i Odense, foran en fyldt sal, bakket op af et syvmandsorkester, til premieren på Elite Teatrets årlige forestilling. Jukebox, som den hedder, er bygget op omkring fire forskellige musicals, bundet sammen af de to musical-entusiaster Steffen Raabjerg og Louise Dencker, der tog publikum ved hånden, og guidede dem gennem forestillingen hele aftenen. For performerne siger ikke noget – de blot synger og danser, med stor dygtighed, men også med nerverne uden på tøjet.

Foto: Jesper Hahn

Premiereaftenen er nemlig altid er gyser, i forhold til præstation, og til publikums modtagelse. Det var også tydeligt at mærke nervøsiteten hos nogle af performerne, der dog, som forestillingen skred frem, fandt mere og mere fodfæste, og som hele tiden blev bakket op af publikums klapsalver. Det var bl.a. numre fra Alanis Morrisettes hit-album fra 90’erne Jagged Little Pill, og fra musicalen Mamma Mia, der er bygget op over musik fra ABBA, som blev fortolket. Også Moulin Rouge og American Idiot var en del af forestillingen, der finder sted omkring en pause mellem de første to musicalpræsentationer, og alt i alt varer knapt 2 timer. Og det er ikke et minut for lidt, for energien omkring performancen smitter i en sådan grad, at man ville ønske, man var ung igen.

Som altid, når denne pen oplever unge menneskers energi og entusiasme komme til udtryk, især gennem musik, sang og dans, føler jeg trang til at fælde en tåre, og denne gang var ingen undtagelse. En tåre over den tid, der er gået, og som ikke kommer igen, og over alt det, disse unge stadig har foran sig, og som de skal ud og opleve med alle sanser åbne.
De 12 unge på scenen emmer af håb, af optimisme, af energi, af at fremtiden er lys, hvis vi vil det. Verden ligger åben for dem, som tør. For dem, der har et udtryk, de ikke er bange for at tage i brug.

Her er det på sin plads igen at omtale, hvad jeg vil mene er et af forestillingens højdepunkter, og det skriver jeg ikke kun fordi det er en Kertemindedreng. For jeg kendte ikke andet til Vito Gram, end hvad han havde fortalt mig over telefonen på sit skateboard forud for forestillingen. Men wow, sikke en energi. Vito Gram, smag på navnet, for det er helt sikkert ikke sidste gang du siger det.

Vito Gram er et 19-årigt talent fra Kerteminde, der blev headhuntet til forestillingen, grundet sin smukke tenor. Og sikke en tenor, sikke nogle dansetrin. Det er tydeligt, at Vito Gram er scenevant, men ikke nok med det. For når han er i spotlightet, er det som om, han trækker sine medspillere op på et højere niveau, simpelthen ved at engagere dem i sin egen performance. Med sit blik, sit nærvær og sin selvsikkerhed, ragede han op i forsamlingen af talentfulde unge, ikke blot med sin højde, men også med sin udstråling. Det var i det hele taget svært ikke at følge ham, når han var i aktion.

Foto: Jesper Hahn

Jukebox spiller i aften, i morgen aften og i morgen eftermiddag, og har du endnu ikke planer for weekenden, så und dig selv og dine unger den fornøjelse at opleve, hvad man også kan bruge sin ungdom på, nemlig at synge, spille og danse. Jukebox er måske ikke den bedste forestilling fra Elite Teatrets hånd, siden starten tilbage i 2012, men forestillingen er livsbekræftende, det er underholdende, og så er det live.