Udstilling på Fjord&Bælt er elegant mix af genrer

0
1327

Havets Juveler pryder Fjord&Bælt-centret sommeren over. Foto: Emil Andresen

40 danske smykkedesigneres værker pryder lige nu Fjord&Bælt. Udstillingen skal lokke nye målgrupper til centret, men forhåbentligt vil også faste kunder nyde synet at de smukke smykker.

Det var en stolt og glad Mette Thybo, direktør for Fjord&Bælt i Kerteminde, der fredag kunne åbne centrets nye udstilling. Foto: Emil Andresen

Fjord&Bælt er egentligt sat i verden for at bevare dyr i havet omkring os gennem studier af dyr, men med den nye særudstilling “Havets Juveler”, har man søsat en ny strategi i forhold til at skabe interesse for centret. Fredag åbnede Fjord&Bælt-centret i Kerteminde nemlig sin første smykkeudstilling, hvor 40 danske smykkedesignere har kreeret smukke smykker til en udstilling, der skal pryde centret gennem de næste mange måneder. Naturama, som Fjord&Bælt i dag er en del af, har ført gjort brug af smykkedesignere til at blende ind i deres udstilling “Naturens Juveler” i Svendborg, og nu var turen altså kommet til Kerteminde.

Smykkedesignerne var alle inviteret til ferniseringen fredag, og centret var derfor også gæstet af folk, der måske ikke plejer at besøge lignende forskningscentre. Men dette er netop meningen med genreblandingen, udtaler kommunikationschef Mads Dirckinck-Holmfeld:

– Vi ønsker med udstillingen at komme bredere ud, og appellere til folk, der ikke nødvendigvis ville have besøgt Fjord&Bælt. De vil så opleve havets verden, samtidigt med de kommer for at se på smykker, er hans håb. Det bliver spændende at se hvorvidt det lykkes.

Ferniseringen startede da også med hvad man kan kalde en opvisning, men som egentligt bare er sælerne i Fjord&Bælts daglige træning. Vi oplevede endda noget så eksklusivt som en sælnegleklipning, med et yderst veloplagt og sympatisk personale, hvor formidlingen var i top. Også sælerne klarede det ret flot og det syntes ligesom om de havde savnet publikums selskab.

Udstillingen har været længe undervejs, og der kom da også lige Corona i mellemtiden, som fik “Havets Juveler” yderligere udsat. Men nu er den her, og den er overraskende seværdig. De fleste smykker er kreeret til udstillingen, og udformer sig som fx former fra havets verden. der er blæksprutter, fisk, koraller, perler og enkelte couture-stykker, der ikke er beregnet til at bæres, men kun er til skue. Kigger man efter, finder man også smykker i enkelte af akvarierne, men bare rolig, hverken sæler eller marsvin har fået ørenringe eller halskæder på.

Det hele er sat op i smukke montrer og oplyst, som var det en smykkebutik. Et andet greb, som Fjord&Bælt gør brug af, er at bruge noget af den kæmpe samling fra Svendborg Naturhistoriske Museum, der nu er lagt sammen med Naturama. Museet gemte nemlig på både forsteninger, koraller, skaller, sneglehuse og søheste – alt sammen sat sirligt op med designsmykkerne. Til spørgsmålet om, hvem der har sat udstillingen op, svarer Mads Dirckinck-Holmfeld, at det har centrets egne ansatte, herunder også biologerne, som her er kommet på en ny og anderledes udfordrende opgave, men som de har løst til UG.

Biolog og formidler Ditte Bølle Jespersen fortæller:
– Det har været noget af en opgave, og det er en anden måde end vi er vant til at arbejde på. Vi skulle lige finde vores kreative hjørne frem, griner hun.
– Thomas fra Naturama havde en stor kasse med deres gamle indleverede koraller og andet med, og vi fandt selv frem hvad vi nu havde i gemmerne her på Fjord&Bælt. Og så måtte vi jo bare prøve os frem.


Ditte Bølle Jespersen er formidler på F&B. Foto: RMJ

Der kommer da også smykkedesignere hen til Ditte for lige at fortælle, hvordan man ved at vende et smykke på en bestemt måde, får det bedste ud af det, og sådan udbedres de sidste detaljer under kyndig vejledning. Det var da heller ikke altid, at medarbejderne der forestod opsætningen, lige vidste, hvordan smykket skulle vende, men man må sige, at der er blevet gjort et kæmpe stykke arbejde med at få det hele til at tage sig ud fra  den bedste side:

– Jeg tror alle smykkerne har været afprøvet, kombineret med alle effekter, smiler hun.
– Det har været tidskrævende. Vi har gået dem igennem tusind gange, synes det, og vi finder hele tiden nye ting. Det har været en meget anderledes proces, end vi hidtil har været vant til med den detaljerigdom, der er. Det har været sjovt og udfordrende.

jmr
Selvlært journalist og cand. mag i medievidenskab og italiensk. Skriver om politik, kultur, landsbyer og alt andet hvad der rør sig i Kerteminde kommune.