Uden familien Larsens støtte intet Johannes Larsen Museum

1
550

To børnebørn og et oldebarn af Johannes og Alhed Larsen deltog på forskellig vis i fejringen af Johannes Larsen Museets første 40 år, og blandt publikum var en del venner og bekendte af Larsen-familien

Larsen

90-årige Jens Larsen, som er barnebarn af Johannes og Alhed Larsen, havde taget turen fra Småland i Sverige til Kerteminde for at være med til at fejle 40 års jubilæet for Johannes Larsen Museet. Bag Jens Larsen ses tidligere museumsdirektør Erland Porsmose. Foto: Susanne Jølck

Opdateret med foto-galleri fra jubilæumsdagen:

Familien Larsen har været en uvurderlig samarbejdspartner for det daværende Kerteminde Museum, nu Østfyns Museer, da ideen om at omdanne kunstnerhjemmet på Møllebakken til et museum blev lanceret i 1984.

Stærke kræfter havde allerede haft tanken, da Johannes Larsen selv døde i 1961, næsten 94 år gammel, men på det tidspunkt boede flere familiemedlemmer, blandt andet svigerdatteren Else (gift med Andreas, kaldet “Puf”, der døde ung), barnebarnet Jeppe og hans hustru, der også hed Else, stadig i villaen.

Først efter at venner af Larsen-familien havde overtaget drift og vedligehold af Svanemøllen, begyndte tanken om at skabe et egentlig museum at modnes. 29. juni 1985 overtog Kerteminde Museum ejendommen, og nøjagtigt et år senere, 29. juni 1986 åbnede det, vi i dag kender som Johannes Larsen Museet.

Grundstammen i museets samling er de cirka 500 kunstværker af Johannes Larsen og andre fynbomalere, som ægteparret Tulle og Nan Due Nielsen fra det daværende strandpavillonen Pax ved Kerteminde Sydstrand forærede museet. Dertil kom de cirka 130 malerier, museet allerede ejede og som indtil da var udstillet på Farvergården i Langegade. Og endelig var der familiens samling, hvoraf Kerteminde Museum fik lov til at overtage det meste.

Tidligere museumsdirektør Erland Porsmose, der var den drivende kraft med hensyn til at få åbnet Johannes Larsen Museet, deltog mandag i fejringen af 40 års jubilæet.

– Jeg må sige, at med så lang tid nogle af vore andre projekter har varet, ikke mindst Nyborg Slot, er jeg imponeret over, at vi på kun et år fik restaureret bygningerne og åbnet museet for gæster, sagde han.

Erland Porsmose sagde også, at Johannes Larsen Museet ikke bare er en privatbolig, som er transformeret til et museum – der er tale om et kulturelt mødested for skønhed, kunst og natur.

Larsen3

Jamen, er det ikke…? Nej. Ligheden er slående, men det er ikke Johannes Larsen, der over 150 år efter sin fødsel er genopstået. Han gestaltes af kunstner Ole Vedby Jørgensen. Foto: Susanne Jølck

Videohilsner fra USA

I museets første år bakkede flere generationer af familien op om museet, blandt andet Johannes Larsens søn Johan, kaldet “Lysse” Larsen, der boede på en skovgård i Småland, nevøen Lars Swane og barnebarnet Ane Talbot, der er amerikansk gift.

Sidstnævnte voksede op i villaen og har tilbragt mange somre “hjemme” i Kerteminde, hvor hun blandt andet har fungeret som en meget interessant og vidende rundviser.

91-årige Ane Talbot og hendes datter, Kamilla Talbot, der selv er kunstner, havde indtalt videohilsner fra deres respektive hjem i USA. Også 90-årige Jens Larsen er barnebarn af Johannes Larsen, og han havde taget turen fra skovgården Höljeryd i Småland for at kaste glans over jubilæet.

Jens Larsen fortalte, at villaen Møllebakken 14 allerede i hans farmor og farfars tid havde været mødested for både kunstnere, blandt andet slægterne Syberg, Hansen og Swane, og forfattere, for eksempel Otto Gelsted og Johannes V. Jensen.

– I mange år samlede Ane (Talbot, red.) fætre og kusiner i atelieret i værkstedet hver sommer, men selv om det stoppede på et tidspunkt, er hvert besøg her på Møllebakken en særlig fornøjelse. Personalet tager altid så venligt imod os, så det er som at komme hjem, sagde Jens Larsen.

Alle billeder i foto-galleriet herunder er taget af Emil Andresen.