Tirsdag holdes ekstraordinær generalforsamling efter begæring af over 30 medlemmer, der mener, der har været så meget uklarhed omkring tidligere formand René Wredstrøms exit, at de savner en forklaring fra både ham og bestyrelsen

Ann-Margritt Nielsen har siden forsommeren været formand for Turismens Venner, og hun har selv brugt både denne sommer og 12 tidligere sæsoner på at servicere turisterne på Kerteminde Marina. Foto: Sofie Tasior
Efter ønske fra over 30 menige medlemmer holder Turismens Venner i Kerteminde tirsdag 11. august ekstraordinær generalforsamling.
I forsommeren skiftede foreningen pludselig – og uden at offentligheden fik nys om, hvad der foregik – formand, fra René Wredstrøm til Ann-Margritt Nielsen. Siden den ordinære generalforsamling og det efterfølgende møde mellem René Wredstrøm og den daværende bestyrelse har der været en del uenighed om, hvad der foregik på mødet, og der har været forskellige udlægninger af hændelsesforløbet.
– Som medlemmer af foreningen ønsker vi fuld gennemsigtighed om de begivenheder, der førte til, at vores formand pludseligt forlod sin post. Da der tilsyneladende er modstridende opfattelser af, hvad der udspillede sig på det afgørende møde mellem parterne, finder vi det nødvendigt, at begge udlægninger lægges åbent frem for foreningens medlemmer, så vi på et oplyst grundlag kan drøfte foreningens fremtidige ledelse, står der i brevet til bestyrelsen, som de over 30 medlemmer har skrevet under på.
I indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling, der finder sted tirsdag klokken 13 i Søsportscentret på Kerteminde Marina, erkender bestyrelsen, at der er grund til at få renset luften og høre både den tidligere formands og bestyrelsens referat af det famøse møde.
Ifølge dagsordenen skal der vælges dirigent og referent, og bagefter er det bestyrelsens tur til at redegøre for baggrunden for indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling. Derefter får René Wredstrøm ordet, så han kan komme med sin udlægning.
– Bestyrelsen vurderer, at det er vigtigt at få situationen drøftet og afklaret i fællesskab, så vi kan skabe et godt grundlag for det videre arbejde i foreningen. Derfor indkalder bestyrelsen til en ekstraordinær generalforsamling med det formål at få drøftet de aktuelle forhold, skabe klarhed om vejen frem og sikre de bedst mulige rammer for foreningens fortsatte arbejde – til gavn for både foreningen, destinationen og vores samarbejdspartnere, skriver bestyrelsen, der består af Ann-Margritt Nielsen, næstformand Jane Dam (der også er direktør for Erhverv & Turisme Kerteminde), Dorte Sams, Dorit Bertelsen og Karsten Lindgaard. Conny Melgaard er suppleant.
Generalforsamlingen ventes at slutte med en tilkendegivelse af, hvorvidt der fortsat er opbakning til den siddende bestyrelse. Ialt er der afsat halvanden time til arrangementet.


