Fyns Politi sendte onsdag eftermiddag en patruljevogn til Langeskov Skole, efter at en elev havde sagt: ”Så skal der være skoleskyderi”

Politet kom onsdag eftermiddag til Langeskov Skole, efter en elev havde talt om skoleskyderi. Arkivfoto: Michael Rathje
Ifølge et brev fra velfærdsdirektør i Kerteminde Kommune, Bettina Brøndsted, har der onsdag fundet en hændelse sted vedrørende en trussel om skoleskyderi på Langeskov Skole.
Brevet, som Kjerteminde Avis er kommet i besiddelse af, er stilet til Børn-, Unge- og Uddannelsesudvalget. I brevet orienterer Bettina Brøndsted om hændelsen, hvor en 14-årig elev i klasseværelset havde sagt til nogle klassekammerater: ”Så skal der være skoleskyderi”. En klassekammerat kontaktede bagefter en lærer og fortalte om, hvad den 14-årige havde sagt. Angiveligt skulle den 14-årige elev også flere gange tidligere i frikvartererne have talt om skoleskyderi.
SSP og Børn- og Familieafdelingen i Kerteminde Kommune blev straks inddraget, og de kontaktede politiet.
Fyns Politi bekræfter, at de onsdag var til stede på Langeskov Skole.
– Der var et ungt menneske med en uhensigtsmæssig adfærd. Derfor kørte vi ud og tog en snak med vedkommende, og vi har også haft en opfølgende samtale med skolen, siger Mads Boel, kommunikationsrådgiver ved Fyns Politi.
Ifølge brevet fra Bettina Brøndsted havde eleven forladt skolen, da politiet ankom. Politiet opsøgte derfor eleven i elevens hjem, hvor forældrene blev tilkaldt, inden en afhøring af eleven fandt sted.
Ifølge den fungerende skoleleder på Langeskov Skole var der ikke noget drama i forbindelse med truslen, som kun ganske få elever hørte.
– Politiet har efterfølgende håndteret situationen med den pågældende elev og elevens forældre. Og politiet har vurderet, at eleven aldrig har haft reelle intentioner om at udføre et skoleskyderi. Politiet har derfor overgivet sagen til de sociale myndigheder, siger souschef Sisse Bjerg.
Lærerne på Langeskov Skole er her til morgen blevet orienteret om sagen, og forældrene er blevet informeret på Aula.
Ifølge Bettina Brøndsted vil der nu blive arbejdet videre med den nødvendige opfølgning på den konkrete elev.
– Vi kender jo barnet, og vi står selvfølgelig til rådighed med vores ekspertise til at hjælpe eleven og familien, siger Sisse Bjerg.


