Andreas Andersen, Alex Jørgensen og Mikkel Schmidt-Nielsen var arkitekterne bag dagens hjemmesejr over TPI. Sejren bringer KH bare et point efter SUS Nyborg på førstepladsen.
Du kan se flere billeder fra kampen her
KH havde allerede i fredags fået lidt hjælp fra Søndersø, da de besejrede SUS Nyborg. Det betød Kerteminde kunne spille sig op på andenpladsen, så der kun er et point op til SUS Nyborg på førstepladsen. Det krævede dog en sejr i dagens hjemmekamp mod TPI.
Andreas Andersen begyndte i KH målet. Det var en god idé. I første halvleg var han – med afstand – sit holds bedste. Resten af hjemmeholdet kæmpede lidt med koncentrationen. For mange tekniske fejl og misforståelser i det etablerede angrebsspil prægede kampens begyndelse. Andreas Andersen reddede dog gang på gang hjemmeholdet, så de mange fejl ikke kunne aflæses på måltavlen.
Efter 15 minutter fik KH bedre fat offensivt, samtidig med Andersen blev ved med at tage fra. Det kunne med det samme aflæses på scoren, da KH gik fra 5-5 til 8-5 på et øjeblik. Især scoringen til 8-5 af Mikkel Schmidt-Nielsen var en fornøjelse, da han i et af sine karakteristiske gennembrud fra en spids vinkel fik scoret sikkert. TPI bød i momenter på fremragende skud udefra uden chance for Andersen. Alligevel blev KH ved med at trække fra. Scoringen til 13-7 var første halvlegs største oplevelse, da Andersen efter endnu en redning sendte Rasmus Nissen perfekt afsted i en kontra. På det tidspunkt var der klasseforskel på de to hold og alt andet end en storsejr til KH virkede usandsynligt.
Anders Skov havde sparet op til en to minutters udvisning i et stykke tid. Den kom så mod slutningen af første halvleg. Den og et par tilfældigheder senere betød KH kun gik til pause foran 14-10. Det kunne TPI så klart være bedst tilfreds med.
Alex Jørgensen var blandt hjemmeholdets bedste i sejren over TPI. Foto: Christopher Miller
I anden halvleg gik TPI op i en dobbelt mandsopdækning af både Jacob Fladegaard og Andre Hansen. Det stressede Kerteminde, der samtidig heller ikke fik taget ordentligt fra i forsvaret. Derfor holdt TPI sig hele tiden inde i opgøret. KH satte Christian Lynggaard på mål i stedet for Andreas Andersen. Lynggaard fik taget fra med det samme. Men KH spillede usikkert og da TPI fik sig bragt på 20-18 var kampen helt unødvendigt helt åben igen.
Så trådte især Mikkel Schmidt-Nielsen og Alex Jørgensen i karakter. Det ene gennembrud efter det andet fra de to hurtige bagspillere betød KH igen kunne trække fra. Da Jonas Fladegaard kunne score fra sin stregposition til 26-20 var kampen reelt afgjort.
Mikkel Schmidt-Nielsen spillede endnu engang en stor kamp for KH Foto: Christopher Miller
Koncentrationssvigt og målbytning mod slutningen af opgøret betød Kerteminde “kun” vandt 29-25.
Set i bakspejlet burde sejren have været på 10 mål. Men Kerteminde spillede ikke nogen stor kamp i dag. Andreas Andersen, Alex Jørgensen og Mikkel Schmidt-Nielsen trådte i karakter, da der var mest brug for det. Med sejren bringer KH sig op på andenpladsen i 3. division med 20 point. SUS Nyborg er på førstepladsen med 21 point.
Næste opgave for KH er allerede på tirsdag 10. januar kl. 20:15 hvor holdet skal spille ude mod Faaborg.