
34O deltagere deltog i det store SailExtreme stævne i Kerteminde i Pinsen. Foto: Jan Nielsen – @JN Photo
Næsten 2000 mennesker gæstede Kerteminde her i pinsen. Det store sejlstævne SailExtreme løb af stablen lørdag og søndag. Stævneledelsen er overordentlig tilfredse med forløbet af begivenheden, men kunne dog godt have brugt lidt mere vind.
Du kan se et større billedgalleri fra stævnet her
”Vi er meget godt tilfredse. Solen har skinnet, der har været god stemning og afviklingen af stævnet er forløbet tæt på perfekt”, fortæller stævneleder Bo Schou til KJ Avis.
Lørdag kunne gæsterne på marinaen spotte i hundredvis af både på vandet ud for Kerteminde. Det var SailExtreme, der er Skandinaviens største ungdomsstævne for optimistjoller, der blev afviklet. Men der var også mange andre bådklasser, der dystede i vandet ud for Kerteminde.
Den store begivenhed lagde pres på Kertemindes overnatningsmuligheder. 80% af gæsterne kom allerede fredag og indehaver af sommerhusudlejning Fyn, Hans Andersen, kunne allerede lørdag konstatere, han ikke havde en eneste fri overnatningsmulighed tilbage i nærheden af Kerteminde. Det samme var tilfældet for Kerteminde Camping, fortæller indehaver Gitte Enevoldsen:
”Vi var fuldt booket. Der var en del, der var booket i forvejen, men vi kunne tydeligt mærke, der var sejlstævne også. Så vi har oplevet en rigtig god weekend med fantastisk godt vejr og en masse glade gæster”
Eneste malurt i bægeret for arrangørerne var, der manglede vind.
”Vi manglede noget vind. De hurtigste både har ikke haft optimale vilkår at sejle under denne weekend. Til gengæld har nybegynderne haft en helt fantastisk weekend”, fortsætter Bo Schou.
Det skortede da heller ikke på roserne til arrangørerne, Kerteminde Sejlklub, fra Dansk Sejlunions kapsejladskonsulent, Mikael Jeremiassen
”Jeg må bare sige, at arrangør, officials og medhjælpere fra andre klubber og efterskoler leverer varen i en koordineret indsats. Det er en stor kabale at få alting til at gå op i en højere enhed. Med de vind- og vejrforhold, der var på stævnets første dag, skal der være en afvejning af den sportslige del og alt det sociale, der kan foregå på marinaen. Det har været en dag med kanon god stemning på vandet og på marinaen. Vi giver fra DS en stor ros til stævneledelse, baneledelse og officials, og alle andre frivillige for dagens indsats”
Fakta om SailExtreme 2023:
– Ca. 300 sejlere fordelt på 13 forskellige klasser af både
– Ca. 60 følgebåde (trænere og tilskuere)
– 40 både og over 100 hjælpere fordelt på 5 baner på vandet.
– Over 1.200 mennesker på land: forældre, søskende, hjælpere og tilskuere.
– Ca. 60 telte og campingvogne på pladsen + stort set udsolgt på hoteller, camping og Air B&B rundt i byen og omegn.

34O deltagere deltog i det store SailExtreme stævne i Kerteminde i Pinsen. Foto: Rasmus Kragh – RK Flights