Stort opbud af voksne holdt strandfest-ballade på lavt niveau

0
619

Selv om problemer med unges druk og optræk til voldsepisoder under årets Kerteminde Strandfest ikke helt kunne undgås, har situationen været under kontrol. Natteravnenes formand Rikke Gommesen er ikke i tvivl om, at det store antal voksne har haft en præventiv virkning 

Fb img 1749461620946

Fra torsdag til lørdag har ikke mindre end 21 Natteravne fra både Kerteminde, Langeskov og Munkebo patruljeret på tivolipladsen, nordstranden, Kerteminde Marina og området omkring Netto og Circle K. Fra venstre ses Henrik Madsen, Margrethe Panduro og Lene Hansen. Foto venligst udlånt af Natteravnene i Kerteminde Kommune

Kerteminde Strandfest, som er den officielle betegnelse for Herning Tivoliparks tre dage lange besøg ved Kerteminde Nordstrand, var igen i år præget af fest, druk og indimellem optræk til ballade. Men der var bedre styr på sikkerheden i år, siger formanden for Natteravnene i Kerteminde Kommune, Rikke Gommesen.

Hun påpeger, at der ganske enkelt var mange flere voksne til stede, end man har set tidligere år. I 2024 var der kun sat en enkelt vagt på fra tivoliparkens side.

– i år var der fire-fem vagter på, og så vidt jeg ved, var de fleste af dem hyret ind på foranledning af kommunen. Fra Natteravnenes side havde vi sat et ekstra hold på vagt både fredag og lørdag, så vi var ni mand på vagt begge dage og vores sædvanlige hold på tre mand torsdag aften. Ialt har vi været 21 mand på vagt, mens tivoliparken har været i byen, siger Rikke Gommesen.

Hun understreger, at Kerteminde Kommune SSP-medarbejdere igen i år har ydet en utrættelig indsats, og har desuden stor ros til overs for Fyns Politi, der var til stede med både patruljevogne og uniformeret mandskab og civilklædte betjente.

Endelig var der især fredag og lørdag en del forældre, der havde taget imod opfordringen fra Børn-, Unge- og Uddannelsesudvalgets formand Alex Haurand (SF) om at komme til stede og holde øje med de unge, så de ikke kom i dårligt selskab.

– Alt i alt var vi mange flere voksne til stede, end der har været tidligere år, og selv om druk og ballade ikke har kunnet undgås helt, er der ingen tvivl om, at vi har fået taget meget i opløbet, siger Natteravnenes formand.

Kerteminde Strandfest medførte også travlhed hos de forretningsdrivende i området, blandt andet Kerteminde Minigolf, Netto, Circle K og Hotel Kerteminde Strand.

– Vi kunne se, at mange af de unge strømmede hen til Circle K, da tivoliparken lukkede ved midnat, men politiet gik med og sørgede for, at situationen forblev under kontrol, siger Rikke Gommesen.

I løbet af et par uger holdes evalueringsmøde med alle involverede parter, og her vil Natteravnene blandt andet stille forslag om, at der skal gøres noget ved belysning, hvis arrangementet skal gentages. Desuden mangler der toiletter til de mange ekstra mennesker, der opholder sig i området under tivoliparkens besøg.