Langeskov skal være renere – men hvem har ansvaret? Skal Kerteminde Kommune opsætte flere skraldespande – eller skal flere bare bruge de spande, der er i byen?

Alt for ofte ligger affald – for eksempel plastikposer, cigaretskodder, papir og dåser – på jorden i stedet for i affaldsspandene, mener tre unge fra Langeskov Skole, der har skrevet en artikel om problemet.
Plastikposer, cigaretskodder, papir og dåser ligger ofte smidt på jorden i Langeskov i stedet for at blive smidt i skraldespandene. Det får byen til at se rodet og beskidt ud og kan give et dårligt indtryk af området for besøgende.
Problemet bliver især tydeligt i weekender og ferier, hvor flere mennesker opholder sig udendørs – i parker, på stier og på legepladser.
Problemet rammer især børn, der leger på stier, legepladser og grønne områder, hvor plastik og dåser kan være farlige. Skraldet påvirker også miljøet og dyrene, som kan spise det eller blive fanget i det.
FAKTA
Kjerteminde Avis’ skoleprojekt
Denne artikel er skrevet af skoleelever fra Kerteminde Kommune. 200 elever er undervist i medier af journalister fra Kjerteminde Avis. Eleverne har derefter selv valgt emner ud, interviewet og skrevet artikler. Redaktionen har derefter udvalgt eksempler til avisen.
Elevernes artikler kan læses uden abonnement på KJ Avis.
Læs mere om baggrunden for skoleprojektet her og en reportage fra en undervisningsdag her.
En løsning kunne være flere skraldespande, så det bliver lettere at komme af med affaldet. Andre peger på, at det i højere grad handler om vaner og ansvar. Vi har interviewet en lokal politiker, der kender Langeskov – Anne Fiber, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti. Hun sidder i Plan- og Teknik-udvalget samt i Klima- og Bæredygtighedsudvalget.
– Jeg tror egentlig, at det ofte handler om folks handlinger. Der findes en række skraldespande, men de står måske ikke altid lige ved hånden – og så vælger nogle desværre den nemme løsning og smider affaldet, siger lokalpolitikeren.
Ifølge Anne Fiber handler det mere om vaner og holdninger end om manglen på skraldespande. Mange tænker simpelthen ikke over, hvor stor en forskel det gør at tage de ekstra skridt hen til en skraldespand eller overvejer at tage affaldet med sig.
– Jeg tror, man først og fremmest selvfølgelig skal gøre det nemt for folk at bruge skraldespandene og samtidig minde dem om, hvorfor det er vigtigt. Og så handler det nok også om at ændre vaner – folk skal vænne sig til at tænke over deres affald i hverdagen, siger Anne Fiber.
Fra tre elever på Langeskov Skole, Richard Thourk, Jonas Lubbad og Emilio Bertucci, der har skrevet denne artikel, lyder der denne opfordring:
– Hvis alle i byen gjorde en lille indsats, kunne Langeskov hurtigt blive både renere og pænere for alle, der bruger byens grønne områder, siger Richard Thourk, Jonas Lubbad og Emilio Bertucci.

Richard Thourk, Jonas Lubbad og Emilio Bertucci, der har skrevet denne artikel kommer med denne opfordring: Hvis alle i byen gjorde en lille indsats, kunne Langeskov hurtigt blive både renere og pænere for alle, der bruger byens grønne områder, siger de tre klassekammerater fra Langeskov Skole.


