Se hvem din mor kyssede med til havnefesten for 50 år siden

0
22

Den 31. juli og 1. august bliver Kerteminde Havn igen fyldt med musik,  fest og et nostalgisk tilbageblik, når årets havnefest løber af stablen

Kerteminde Havnefest 1976

På årets havnefest kan du få et nostalgisk tilbageblik på havnefesten for 50 år siden. Foto fra dokumentaren om Kerteminde i 1976

I år bliver Havnefestens kulinariske område udvidet med seks forskellige foodtrucks, der byder på alt fra klassiske retter til krydrede og søde fristelser.

– I år har vi fået foodtrucks på pladsen i stedet for selv at stå for maden, som vi har gjort tidligere. Det håber vi er med til at løfte madoplevelsen, siger formand for Havnefesten, Jørgen Larsen.

Hvilke madboder der bliver tale om, vil formanden endnu ikke løfte sløret for. Det må gæsterne derfor lægge vejen forbi havnen for selv at finde ud af.

Lørdag fra klokken 13.00 til 16.45 bliver der pustet en hoppeborg op i børnehjørnet på græsplænen bag røgeriet. Samtidig bliver der mulighed for at købe is fra Vaffelhusets mobile vogn, og hele familien kan opleve Det Flyvende Kuffertcirkus.

Hvem kyssede din mor med?

Årets program byder også på et nyt nostalgisk indslag. I en lille biograf, som er indrettet i hjørnet af den store kassehal, vises filmklip fra Havnefesten i 1976 – for præcis 50 år siden. Indslaget har fået titlen “Se hvem din mor kyssede med…”, og arrangørerne lover, at der gemmer sig et par overraskelser på lærredet. Filmen vises løbende fra lørdag eftermiddag og frem til om aftenen.

Der er også nyt på Skipperkroen, hvor Peder Dam er ny vært.

– Det kommer til at se lidt anderledes ud med en ny teltopsætning og et nyt udtryk på Skipperkroen, fortæller Jørgen Larsen.

Dysten havneshow

Traditionen tro bliver der til havnefesten dystet på vandet som for 50 år siden. Foto: Emil Andresen

Derudover byder de sædvanlige kroer på et alsidigt program med livemusik, DJ’s og den traditionsrige pigefrokost.

Det fulde program kan ses på Havnefestens hjemmeside.

Bag Havnefesten står et par hundrede frivillige, som ifølge Jørgen Larsen har arbejdet målrettet med planlægningen gennem de seneste ti måneder.

– Uden de frivillige var der ingen havnefest. De betyder alt – de er alfa og omega, siger formanden, der glæder sig til en weekend med fællesskab og sommerstemning på havnen og håber på godt vejr.

En billet koster 150 kroner pr. person og giver adgang til Havnefesten både fredag og lørdag. Entréen gælder fra klokken 16 begge dage. Armbånd udleveres ved indgangen, og gyldig billedlegitimation skal kunne fremvises.

Havneshowet er gratis og finder sted lørdag klokken 14.