Red Barnet tilbyder Krea-pakke til trængte og sårbare familier

0
133

Den lokale afdeling for Red Barnet ønsker i samarbejde med Plads til Alle at gøre en indsats for familier der lige nu balancerer med at have børn hjemme fra institutioner

At opholde sig hjemme hele dagen uden kontakt til kammerater, skole, daginstitution og fritidsaktiviteter kan være svært. Samtidig er der lukket ned for normale aktiviteter på grund af Corona-smitten, og dette gør ikke situationen nemmere for hverken børn eller voksne.

Derfor har Red Barnets Lokalforening, Kerteminde,  i samarbejde med projekt Plads til alle, besluttet at række de familier, som er bosiddende i Kerteminde Kommune, og som føler sig sårbare og trængte, en hjælpende hånd.

Vi laver en særlig ”Krea-pakke” med lidt lækkerier samt med ideer og materialer til hyggelig beskæftigelse derhjemme. Pakken afleverer vi ved familiens dør.

Hvis I er en af de familier, som godt kunne bruge en ”Krea-pakke”, bedes I sende en lille begrundet ansøgning/besked til Malene Hansen på mailadresse mne@kerteminde.dk

Ansøgningen skal være Malene Hansen i hænde senest torsdag d. 26.03.20 kl. 12.00.  I vil efterfølgende få besked om, hvorvidt I er kommet i betragtning, og en eventuel pakke vil blive afleveret i løbet af først kommende weekend ( 28./29. marts)

Generalsekretær for Red Barnet Johanne Schmidt-Nielsen meddeler:

– Initiativerne er først lige sat i værk, men det strømmer allerede ind med tilsagn fra lokalforeninger, der vil være med, og fra familier, som i den grad har brug for en håndsrækning i en ekstra svær tid. Jeg er rigtig glad for, at vi i Red Barnet kan være med til at hjælpe de udsatte familier igennem den svære tid, selvom vi ikke kan være fysisk til stede for dem, som vi plejer.

Red Barnet opfordrer lokalsamfundet til at bakke op om initiativerne med en økonomisk håndsrækning.

– Vi har ikke budgetteret med en ekstra udgift til vores corona-hjælpepakke, så enhver donation er være mere end velkommen, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun understreger, at alle Red Barnets tiltag følger de skærpede krav, som sundhedsmyndighederne stiller til vores omgang med hinanden.

Læs mere på Red Barnets hjemmeside

Foto: Plads til Alle