
Pighvarrenhar en absolut hovedrolle i en særudstilling på Fjord&Bælt Centret. Foto: Emil Andresen.
Et forhåbentlig vellykket projekt med opdræt af pighvar, munder i efteråret ud i, at den eftertragtede fisk kommer på menuen.
Fjord&Bælt Centret er midt i sit store pighvarprojekt, som inkluderer såvel en særudstilling på centret, som et forsøg med opdræt af denne, Danmarks næststørste fladfisk. I forår og forsommer indfanges pighvar, der stryges for æg. Æggene udklækkes på Venø Fiskefarm, og kommer retur til Kerteminde, når de har opnået en vis størrelse. Derefter sættes de ud i bugten, hvor de forhåbentlig vokser sig store, og sætter nye pighvar i verden, så bestanden kan øges år efter år.
– Vi er pt. i fuld gang med at sende rogn til udklækning på Venø, fortæller direktør Mette Thybo. – Så nu er det bare at vente i spænding på alle de små pighvarrer, som vi regner med kommer tilbage til os igen, i starten af august måned.
– Når de små pighvarrer skal ud i bugten, får vi brug for mange frivillige, og det kan være alle, der færdes på vandet, forklarer biolog Jeppe Kaczmarek, Fjord&Bælt. – Kajakroere, lystsejlere, og mange andre kan hjælpe til den tid. Det bliver nok til efteråret.
– Og så har vi et helt særligt arrangement sammen med Restaurant Rudolf Mathis til efteråret, hvor vi omdanner Fjord&Bælt til restaurant, fortæller Mette Thybo. – Vi vil skabe en luksusoplevelse med mad og vin i særklasse – og selvfølgelig med pighvarren på menuen.


