Nye restriktioner træder snart i kraft

0
244

Regeringen udvider krav om mundbind, så det nu også gælder indendørs for kulturen og idrætten. Forsamlingsforbuddet nedsættes fra 50 til 10 personer. Samtidig forlænger regeringen en række hjælpepakker og kompensationsordninger, som holder hånden under kultur- og idrætslivet.

 – Situationen er alvorlig. Smittespredningen er høj. Derfor er det nødvendigt med nye restriktioner, så vi kan undgå at smitten kommer ud af kontrol. Det kan ingen være interesseret i. Det er vigtigt for regeringen, at vi fortsat bruger så meget af vores kulturliv, som overhovedet muligt. At vi anerkender, at vi både er krop og sind, og at det er vigtige fællesskaber, der er livsvigtige for en nation, meddeler kulturminister Joy Mogensen via Kulturministeriets hjemmeside.

– Til trods for restriktionerne, er det stadig muligt at gå i biografen, på museum og til koncert. Det er positivt. Samtidigt skærmer vi vores børn og vores unge – så vi holder fast i de idræts- og foreningsaktiviteter, som er fundamentet i mange børn og unges liv.

– Regeringen holder hånden under vores kultur- og foreningsliv. Vi lægger op til at forlænge en række hjælpepakker og kompensationsordninger. Så længe der er restriktioner, skal vi også tilbyde kompensation til det kultur-, idræts- og foreningsliv, som er særligt hårdt ramt.

Krav om mundbind
De nye Corona-restriktioner omfatter krav om brug af mundbind indendørs på kulturinstitutioner og idrætsfaciliteter, hvor offentligheden har adgang. Det gælder f.eks. indendørs på museer, idrætshaller, kunsthaller, spillesteder, biblioteker, kulturhuse, zoologiske anlæg, biografer, teatre mv. Krav om brug af mundbind vil gælde både kunder, besøgende, og personale tilknyttet den pågældende kulturinstitution og idrætsfacilitet.

Krav om brug af mundbind gælder ikke, når man sidder ned. Kravet om brug af mundbind eller visir gælder heller ikke for optrædende og udøvere mv. under disses optræden og udøvelse mv. Kravet gælder dog umiddelbart før og efter.
Kravet om mundbind for kultur- og idrætsinstitutioner vil være gældende fra d. 29. oktober 2020 og til 2. januar 2021.

Det lille forsamlingsforbud nedsættes
Det lille forsamlingsforbud sænkes fra 50 til 10 personer fra 26. oktober og fire uger frem. Der indføres en undtagelse for idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge op til 21 år inklusiv eventuelt ansvarlige personer over 21 år, hvis dette vurderes nødvendigt for forsvarlig afholdelse af aktiviteten. Der må dog maksimalt være 50 personer til disse aktiviteter.

Der er ikke ændringer til det store forsamlingsforbud. Det vil derfor stadig være muligt at gennemføre idrætsarrangementer, koncerter, konferencer mv. på op til 500 deltagere, hvis deltagere eller publikum i al væsentlighed sidder ned på faste pladser, med retning mod en scene, bane, biograflærred eller lignende.

Hjælpepakker forlænges
Når restriktioner forlænges eller udvides, forlænges hjælpepakker og kompensationsordninger samtidig. Puljen til kulturaktiviteter og foreningspuljerne til lokale idræts- og spejderforeninger og de foreninger, der er hårdest ramt af eksempelvis medlemstilbagegang, og aflyste, mindre arrangementer med under 500 deltagere, forlænges ligeledes.

 

Foto: Arkiv