Læs eller genlæs: Nick blev udsat for pædofili, og har brugt halvdelen af sit liv på at blive et helt menneske igen. Hans nye firma skal gøre det samme for andre

2
2862
Nick Trier

Nick Trier er i dag 35 år og bosiddende Kerteminde, hvor han er vokset op. Til daglig er han selvstændig tømrer – lidt endnu.
Foto: Privatfoto

Læs eller genlæs. Artiklen blev bragt første gang d. 26. april 2022.

Nick Trier var kun ti år, da det første overgreb på ham fandt sted. Efter det fulgte mange år på bunden af menneskets psyke. Men nu står han her; Klar til at gribe dem, der falder, på en måde, som ingen greb ham selv.

Som barn var Nick Trier elitesportsudøver. Han troede fuldt og fast på, at netop han skulle være den, der satte Danmark og vandski på verdenskortet. Og han var godt på vej. Før han indstillede sin karriere som 15-årig, nåede han at vinde syv danmarksmesterskaber, at være på landsholdet og at ligge højt placeret i Europa. Udadtil kørte det på skinner. Men noget var helt forkert.

“da jeg flytter ind ved den her mand, er jeg så ung, at jeg ikke engang ved, hvad pædofili er. Jeg kan ikke engang stave til det,”

Da Nick Trier var ti år, blev han introduceret til en masse mennesker i København. Det var sportsfolk, der skulle hjælpe ham med at nå hans drømme. Én mand skulle have hovedansvaret for den unge dreng; han skulle være mentor, og Nick Trier skulle bo ved ham – så det gjorde han. Det var i de år, manden misbrugte Nick Trier seksuelt, før sportstalentet flyttede hjem til Kerteminde som 15-årig, .

“Jeg opgiver drømmen. Jeg kunne ikke være i det helvede det var, hver gang jeg var i hans hus. Så begynder jeg at ryge en helvedes masse hash, og tage rigtig mange stoffer.”

Det eskalerede ‘for fuld hammer’ for den 15-årige, der søgte tilflugt i rusmidler. På det tidspunkt vidste ingen, ikke engang Nick Triers forældre, hvad han var blevet udsat for. Det ændrede sig først, da en gammel landsholdskammerat ringede til Nick Triers mor. Her gik han i 1. G i gymnasiet.

Landsholdskammeraten fortalte, at der var startet en sag mod hans overgrebsmand, og at hans navn blev nævnt. I første omgang ville Nick Trier ikke kendes ved sine oplevelser, så han fortalte sine forældre, at han ikke vidste noget om det.

“Hvis min landsholdskammerat, og efterfølgende politiet, ikke havde sagt noget, tror jeg aldrig, jeg var kommet ud med det.”

Nick Trier endte med, sammen med fire andre unge drenge, at vidne mod manden i retten. Han fik to års fængsel.

“Det er jo ingen straf for at ødelægge nogle unge menneskers liv, der måske aldrig kommer på højkant igen.”

Og der går også mange år, før Nick Trier får et liv, han kan genkende sig selv i. Årene der følger retssagen er en tåge, når den nu 35-årige mand husker tilbage. Hans liv er på det tidspunkt fyldt med stoffer, fester, skam og skyldfølelse.

“Som mand bliver du spurgt, hvorfor du ikke bare sagde fra. Eller slog fra dig. Men da jeg flytter ind ved den her mand, er jeg så ung, at jeg ikke engang ved, hvad pædofili er. Jeg kan ikke engang stave til det.”

Nick Trier oplever i den tid, at det er et kæmpe tabu, der hænger over ham som en mørk sky. Han flygter ind i et stadig mere ekstremt stofmisbrug, der ender med, at han som 20-årig vågner på hospitalet. Han har taget så stor en overdosis, at han var tæt på at dø, får han at vide.

“De siger til mig: Nick, du har et problem – vi har fundet så mange medikamenter i din krop. Men de sagde jo ikke noget, jeg ikke allerede vidste. Og jeg var pisseligeglad. Min flugt var blevet så dyb, og jeg var blevet så afhængig.”

To dage efter, Nick Trier bliver udskrevet fra hospitalet, tager han kokain igen. Misbruget og livet i overhalingsbanen fortsætter i mange år, men så begynder det så småt at vende. Nick Trier bliver selvstændig tømrer, og han får nogle sunde bekendtskaber og vaner. Men som 28-årig knækker filmen igen.

“Jeg står til en fest og brager den af, som om jeg er 18 år. Det ender med, at jeg lander på hospitalet igen. Jeg skammede mig så meget, og jeg var bange for at dø. Jeg vidste godt, at hvis jeg ikke vendte skuden nu, så endte det med, at jeg tog livet af mig selv.”

Nick Trier vælger på det tidspunkt at trække i håndbremsen og for alvor ændre retning i sit liv. Og siden da har der kun været én vej for ham; Opad og fremad. Nick Trier har deltaget i nogle af verdens mest udfordrende forhindringsløb i både London og Canada, han arrangerede et indsamlingsløb til sin kræftramte veninde og deltog i Korpset, et hårdt fysisk program på TV2. I ‘Korpset’ delte Nick Trier for første gang sin historie med Danmark.

“Lige siden, jeg begyndte at løbe, at sætte det ene ben foran det andet, og prøvet at lære mig selv at kende, og hvad jeg flygtede fra, har det åbnet dørene for en masse ting.”

Nick Trier

Nick Trier har lukket for nye arbejdsopgaver til kalenderen i sit firma. Om et par måneder er det helt slut. Derfra vil hans hoved-fokus ligge i den virksomhed, han og Rasmus Hinrichs er i gang med at skabe.
Foto: Privatfoto

Nick Trier vil skabe en platform, hvor folk der har det svært af den ene eller anden grund, føler sig set og hørt. Startskuddet går i dag på TV2 Play, hvor han og Rasmus Hinrichs agerer mentorer for fire mænd, der har oplevet overgreb, der ligner dem, mentorerne selv har været udsat for. Og ja, det er startskuddet, for de to mentorer skal være kompagnoner i et firma, der vil hjælpe dem, der kæmper deres kamp i blinde.

Allerede nu ligger de første afsnit af programmet ‘Giv mig manddommen tilbage’ på TV2 Play. Seerne kommer til at følge fire mænd med overgreb i bagagen. Her vil Nick Trier og Rasmus Hinrichs guide deltagerne til en bedre forståelse af, hvad de har været igennem, og hvordan de kommer videre. De første fire afsnit viser deltagernes otte dage med de to mentorer, mens femte afsnit er filmet et halvt år efter, for at se mændenes udvikling.

“Jeg har jo set programmerne, og uden at afsløre for meget, er jeg virkelig imponeret og stolt over deltagerne. Det er jo netop dét, mig og Rasmus vil. Vise, at der er en vej ud for alle.”

Der er stadig lidt vej endnu, før virksomheden står i sin helhed. Der er søgt fonde og sponsorer, og i disse dage arbejder fem mand på højtryk for at skabe første del af den hjemmeside, der bliver hovedsæde i de to iværksætteres nye firma. På sigt skal virksomheden være et sted, hvor du kan møde mennesker, der er i øjenhøjde med dig selv. En slags supplement til det system, du kommer ind i, hvis du har været udsat for noget traumatisk.

“Der er alt for meget af det der ‘du er et nummer i køen, vent til det bliver din tur.”

Nick Trier understreger, at han var glad for den psykolog, han selv blev tilkoblet i tiden efter retssagen mod hans overgrebsmand. Så hvad er det, systemet mangler, og som Nick Trier og Rasmus Hinrichs kan give?

“For det første har vi erfaring på egen krop. Vi har den der helt ind-under-huden-følelse af, at når vi sidder foran et menneske, så ved vi, hvad de har brug for. Vi kan mærke dem, vi kan sætte os ind i lige præcis det, de føler lige nu. Nogle gange behøver de ikke engang at åbne munden. Der er kæmpe forskel på at have læst tingene, og at have gennemlevet dem selv.”

Nick Trier har holdt foredrag i flere år, så han har erfaring med at dele ud og formidle. Det har både været til skoleelever og til firmaer.

“Jeg har ikke holdt et foredrag endnu, ikke været i en eneste sal eller klasselokale, hvor der ikke har været minimum en person oppe og dele sin historie med mig, når foredraget er slut. Det, synes jeg, er virkelig tankevækkende.”

Og nu er tiden så kommet, hvor Nick Trier slår sig sammen med Rasmus Hinrichs om at få et mere “hands on” arbejde med blandt andet de mennesker, der har kontaktet Nick Trier efter hans foredrag.

“Vi vil yde den støtte, vi ikke fik, da vi havde det allerværst. Når du fortæller en historie, der er så sårbar, har du brug for nogen at spejle dig i. De har brug for at vide, at de ikke er alene.”

Kompagnonernes virksomhed mangler stadig de sidste finpudsninger, og nogle af firmaets planer er endnu kun tiltænkt inderkredsens ører. Men i denne uge kommer der en hjemmeside, hvor Nick Trier og Rasmus Hinrichs har lagt workshops ind i kalenderen. De starter i efteråret.