Nej tak til vaccinen!

5
1432

Mens det meste af det officielle Danmark er begejstret over at vaccinen allerede er kommet hertil, er der også dem, der siger nej tak. Vi har talt med nej-siger Hanne Grethe Pedersen fra Kerteminde. Hun påstår ikke, at hun alene vide, men hun vil gerne have alle til at tænke sig godt om, inden de tager imod tilbuddet om vaccine mod Covid19.

– Jeg har ikke i sinde at tage vaccinen, og det vil jeg gerne stå ved, siger Hanne Grethe Pedersen. – Jeg kender ikke sandheden bedre end andre, men jeg vil gerne bidrage til en nuanceret debat, og jeg lægger da mærke til, at den måde, medierne behandler det her emne på, så ser det ud, som om de har håndjern på. De skriver kun positivt om vaccinen, om nedlukninger og om angsten for sygdommen, men der er store spørgsmål, så jeg ikke kan få til at stemme overens med det billede, der bliver tegnet.

Der er fx ingen overdødelighed i 2020, og der døde langt flere af almindelig influenza i 2017-18, end der er døde af Covid19. Hvorfor skal det her så pludselig pustes op til et kæmpe problem? Samfundsøkonomisk er det jo en katastrofe, at alt lukkes ned, ikke mindst for alle de små forretninger som her i Kerteminde.

– På min Facebook-profil har jeg lagt opslag op til inspiration for en naturlig sundhed, hvor man styrker sit immunsystem gennem en sund levevis – mentalt, åndeligt og fysisk, og sikrer fx tilstrækkeligt med D-vitamin.

– D-vitamin er den bedste forebyggende indsats for at styrke ens immunsystem. Med et stærkt immunsystem anser jeg vaccine som overflødig. Jeg får en del kommentarer. Ikke alle er enige med mig, men jeg går ikke ind i en hidsig debat. Jeg vil bare gerne opfordre til omtanke. Hver enkelt skal så vidt muligt træffe sin beslutning om vaccine eller ej på et oplyst grundlag.

– Jeg er ikke mere sundhedsfanatiker, end at jeg i øjeblikket drikker en kop kaffe, siger Hanne Pedersen, som vi har fanget til et interview i telefonen. – Om et øjeblik skal jeg også have æbleskiver.

– Jeg er sådan indstillet, at jeg gerne vil sætte mig ind i tingene, og jeg læser fx både for og imod, den måde vi håndterer Covid19 på. Jeg lægger mærke til at mange fagfolk i ind- og udland advarer mod vaccinen, især fordi den er udviklet så hurtig og ikke afprøvet. Normalt tager det 10 år at udvikle en ny vaccine.

– Jeg er uddannet i et pengeinstitut, men har siden taget en uddannelse til psykoterapeut. Jeg har en holistisk tilgang til sundhed. Det vil sige, at for mig hænger krop, sind og ånd uløseligt sammen. Vores helbred er påvirket, af hvordan vi lever, af den måde vi tænker på, hvad vi spiser, og hvad vi omgiver os med.

– Min grundholdning er, at jeg slet ikke har lyst til at tage medicin. Der er i øjeblikket meget angst for Covid19, og som jeg ser det, dræner frygt ens immunsystem og i værste fald skaber det angst og depression.

– Hvis det bliver konstateret, at jeg har for højt blodtryk, så vil lægen sige, at jeg skal tage noget blodtryksdæmpende medicin.

– Min holdning er i stedet, at jeg vil se på årsagen til, at jeg har for højt blodtryk. Spiser jeg forkert, er jeg stresset, ryger jeg for meget, bevæger jeg mig for lidt. Så vil jeg arbejde på at ændre min livsstil, så jeg ikke fortsætter med at have for højt blodtryk. På samme måde, hvis jeg en dag har hovedpine. Så vil jeg forsøge at finde årsagen og at rette op på det. Hvis jeg er magelig, kan jeg dog også finde på tage en Panodil.

– Alt dette gør, at jeg ikke vil udsætte min krop for den nye form for vaccine, der er udviklet ved en form for genbaseret teknologi. Det er det eneste, der er muligt, når der er tale om en virus. Og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at holde mig rask ved at få frisk luft, at dyrke motion og at tænke positive tanker og sørge for, at jeg får tilstrækkeligt med D-vitamin, C-vitamin, Selen, Zink og Magnesium – kort sagt ved at styrke mit immunforsvar. Bliver jeg smittet, så tror jeg på, at jeg at jeg på den måde vil være bedre forberedt til at klare sygdommen.

– Jeg er næsten aldrig syg. Kort før der opstod den store opmærksomhed om corona, passede jeg mit barnebarn, der var meget syg af noget influenza-lignende. Måske var det Covid19? Det spekulerede vi ikke på dengang. Han havde feber og kastede op og var rigtig skidt i flere dage. Jeg sov sammen med ham og blev ikke syg. Det tror jeg skyldtes et godt immunforsvar.

– Det tror jeg også beskytter mig bedre end mundbind og vaccine. Vort immunsystem udvikles og styrkes, når vi er i kontakt med omverdenen og udsættes for forskellige indtryk og bakterier.

– Jeg forsøger at leve mit almindelige liv, men meget er jo lukket ned, og jeg ser nok ikke så mange som før og ofte udendørs. Jeg tager imod klienter i min klinik som før. Jeg passer naturligvis på, og jeg tager hensyn til andre, så godt jeg kan.

Psykoterapeut Hanne Grethe Pedersen, Kerteminde ønsker ingen vaccine nmod Covid19. (privatfoto).