Formand for Natteravnene: “Jeg er simpelthen så ked af den udtalelse”
Der er mange, der har en mening om, hvordan det kunne gå så galt, som det gjorde, da Kerteminde Havnefest blev afholdt i lørdags. Antallet af voldsepisoder var flere end normalt. Det er de faktuelle kendsgerninger. Også selvom der er personer, der vil diskutere det faktum. Politiet var til stede. Også selvom der er personer, der vil diskutere det faktum.
I går meldte Natteravnene sig så også ind i koret af mennesker eller organisationer, der har en mening. I en artikel på et andet medie, var der en Natteravn, der udtalte, politiet ikke var til stede. Og at det undrede hende, der ikke var mere politi. Tre timer senere kom der imidlertid en pressemeddelelse fra netop Natteravnene om, der var synligt politi til stede under hele havnefesten.
”Kan du forstå, hvis det kan virke en anelse underligt, I i en artikel kritiserer politiet for ikke at være til stede og under tre timer senere sender I en pressemeddelelse ud, hvor der står det præcis modsatte?
”Jeg er simpelthen så ked af den udtalelse. Hun er helt ny og har udtalt sig som privatperson og altså ikke på vegne af Natteravnene. Natteravnene så politiet være til stede både uniformeret og civilt under havnefesten. Ligesom politiet også ankom hurtigt, da der blev ringet efter dem i forbindelse med de episoder, der var”, forklarer formand for Natteravnene, Rise Eskildsen.
“Men hun har vel udtalt det, hun har observeret”?
“Jeg kan ikke vide, hvad hun har set eller ikke set. Jeg ved bare, at vi observerede politi under hele havnefesten. Både civilt og uniformeret. Ligesom jeg ved, de ankom hurtigt, når de blev kontaktet”, fortsætter Rise Eskildsen
Fyns Politi udsendte også en pressemeddelelse mandag middag, hvor det fremgik, de havde været til stede ved flere episoder i forbindelse med Kerteminde Havnefest. Det lader dog til at en enkelt person har været involveret i hele tre episoder. Det præger naturligvis det samlede antal episoder.
Det fremgår da også af denne artikel fra søndag eftermiddag, at der var civilt politi til stede ved havnefesten. Ligesom bestyrelsen for havnefesten allerede søndag bekræfter, der har været flere episoder, end ellers: https://kjavis.dk/havnefesten-oplevede-flere-voldsepisoder-end-tidligere/
Så er jeg nok nødt til lige at være helt sikker her: Natteravnene har altså intet at udsætte på hverken politiets tilstedeværelse eller arbejde i øvrigt i forbindelse med Kerteminde Havnefest?
“Nej – det har vi bestemt ikke. Politiet kan jo ikke være overalt. Vi har altid til alle arrangementer haft et godt forhold til Fyns Politi og det vil vi naturligvis gerne fortsætte med at have”, slutter formand for Natteravnene Rise Eskildsen
KJ Avis har været i kontakt med Fyns politi. De ønsker hverken at kommentere på den ene eller den anden udmelding fra Natteravnene, men henviser til den udtalelse, de kom med i går:
“Fyns Politi ser frem til at modtage en invitation til et møde, hvor vi til fælles bedste kan udveksle erfaringer. Når vi har større arrangementer i kredsen, vurderer vi altid på bagkant, hvordan de gik og om noget skal gøres anderledes en anden gang. Derfor vil vi se frem til mødet, så vi med vores gode samarbejdspartnere kan drøfte erfaringerne til fælles bedste”
Politiet er fortsat i gang med at efterforske det voldsomme overfald på en 15-årig dreng på hjørnet af Vestergade og Longsvej kl. ca. 02:50 natten mellem lørdag og søndag. Hvis du har set noget, der kan være af interesse for politiet i det område og i det tidsrum, så kontakt politiet på tlf. 114 eller på fyn@politi.dk