Et smertefuldt nederlag på den værst tænkelige måde var de barske realiteter for KHs 3. divisions hold i Kerteminde Idrætscenter i går. Det ene point, der ville give oprykning, var lige der inden for rækkevidde, for så at forsvinde igen. I sekunderne, minutterne og timerne efter kampen stod det klart, hvorfor udtrykket ”tab og vind med samme sind” må være sagt af en, der aldrig har dyrket sport.
KHs Jakob Ladegaard sidder i sekunderne efter nederlaget til Søndersø i går for sig selv med et håndklæde over hovedet. Foto: Peter Hougesen
På midten af banen står Søndersøs hold i en rundkreds og jubler. De fleste af de 300 tilskuere er stille. Nede ved siden af Kertemindes mål sidder der en spiller med et håndklæde over hovedet. Han sidder helt alene. Alle kan se, at han ikke vil tales til. Spilleren er Jakob Ladegaard. Han var en af hovedarkitekterne bag det bemærkelsesværdige comeback, som Kerteminde næsten lykkedes med.
Få meter fra ham sidder målmand Christian Lynggaard og kæmper med tårerne. Det er en ulige kamp. Christian Lynggaard har netop stået sin formentlig bedste kamp for KH og holdt et fremragende Søndersø hold nede på 26 scoringer. For til sidst at måtte sande, at det alligevel ikke var nok.
Stolerækken hvor udskiftningsspillerne og trænerne sad for kort tid siden er tom. På nær en stol. På den sidder træner Rasmus Bøye og stirrer tomt ud i luften, mens spillere går rundt inde på banen og bander. Det er tydeligt, at ingen har lyst til at tale. Skuffelsen fylder for meget.
Kerteminde havde tabt tampen allerede midt i anden halvleg. Bagud med 13-18 mod et fremragende Søndersø hold var kampen tabt. For mange brændte chancer, en storspillende målmand hos Søndersø og for mange tekniske fejl havde bragt Kerteminde i den situation.
Det, der har kendetegnet KH i hele denne sæson, har imidlertid været evnen til at omstille sig og få vendt de opgør, hvor holdet var presset. Selvom presset denne gang var ekstraordinært, modstanden for god og forspringet for stort, så fandt Kerteminde alligevel frem til det ekstraordinære. Igen. Pludselig stod forsvaret perfekt. Pludselig fik KHs skytter skudt hul på Søndersøs målmand og pludselig begyndte Søndersø at lave fejl.
Minus fem mål blev til minus fire, en redning fra Lynggaard blev vekslet til en scoring for KH. Minus tre. En teknisk fejl fra Søndersø blev vekslet til endnu en KH-scoring. Minus to. En aldeles fremragende dobbeltredning fra Christian Lynggaard og en scoring fra Tobias Sivert og så var Kerteminde blot bagud med en. Et bemærkelsesværdigt comeback udspillede sig for øjnene af 300 tilskuere i Kerteminde idrætscenter.
Med halvandet minut tilbage af opgøret scorede Jacob Fladegaard til 23-24 og Søndersø fik samtidig smidt en spiller ud i to minutter. Kerteminde spillede derfor for at udligne. Et resultat, der ville sende holdet direkte i 2. division. Holdet havde spillet fejlfrit de seneste 10 minutter og tilskuerne gik amok.
Så skete der det, der ikke måtte ske, og som man nærmest ikke kunne tro på rent faktisk skete. Den første misforståelse mellem Kertemindes spillere i en halv halvleg indtraf lige netop der. Søndersø straffede fejlen prompte og bragte sig foran med to mål med 30 sekunder tilbage. Kampen var definitivt tabt på den værst tænkelige måde. Alt tyder nu på, at det i stedet bliver Søndersø, der rykker direkte op i 2. division. 40 sekunder tidligere så det ud til, at blive Kerteminde.
Så store blev konsekvenserne af den ene fejl. Forskellen på succes og fiasko endte med at blive den ene fejl, der blev lavet i et splitsekund.
Spillerne gennemgik kampens forløb i hovederne i minutterne efter nederlaget. Ledte efter alle de marginaler, der var i kampen. Den brændte chance, en dommerkendelse, der kunne være gået den modsatte vej, en fejl i forsvaret. Bare et eller andet, der kunne forklare det. De reagerede forskelligt. Med et håndklæde over hovedet, med tårer, tomme blikke ud i luften og med at sparke til stolene. Der var ikke en god forklaring. Sandheden er, at det præcis lige så godt kunne have været Kerteminde, der rykkede direkte op i 2. division. Det var ikke dommernes skyld, det var ikke en enkelt spillers skyld, trænerens skyld eller tilskuernes skyld. Det skete bare.
Først lang tid efter kampen da de sad i omklædningsrummet og fik sig en øl, sagde en af dem noget.
– Hvis så bare vi havde tabt med 10, så havde det været til at acceptere, men vi havde jo hentet dem, sagde Jacob Fladegaard stille.
Et par spillere nikkede rundt omkring. Ingen sagde rigtigt noget. Det var der ingen grund til. Alle vidste, at han havde ret.
I aftes fik spillerne lov at feste og holde afslutning. I dag har de tømmermænd og er skuffede og på mandag venter den største oplevelse i karrieren for langt de fleste spillere i KH, når de dobbelte danske mestre fra GOG kommer på besøg i pokalturneringen. Den kamp var der ingen, der tænkte på i går i Kerteminde Idrætscenter. Til det var skuffelsen over den glippede direkte oprykning for stor.
Når alle på og omkring holdet, får rystet skuffelsen af sig, så er det, der står tilbage, at 300 tilskuere ydede en fantastisk opbakning og at Kerteminde og Søndersø spillede en håndboldkamp, hvor både niveau og kulisse var til langt mere end 3. division. To ligeværdige modstandere gav hele Kerteminde Idrætscenter en fornem oplevelse, også selvom om det var det ”forkerte hold”, der vandt. Også selvom forskellen på succes og fiasko i sport, kan være ubærlig hårdt at overvære. Der er ingen, der har oplevet det, der nogensinde har sagt ”Tab og vind med samme sind”.
Søndersø er nu et point efter Kerteminde. Dermed skal holdet have minimum et point i den sidste hjemmekamp mod DHG, der ligger til nedrykning. Alt andet end en sikker sejr til Søndersø, vil derfor være en mindre sensation. Det tyder derfor på, at Kerteminde skal spille oprykningskampe om at rykke op i 2. division. I første omgang mod et hold fra 3. divisions pulje fire. Det bliver enten Odder HK 2 eller Hammel GF.