Min sommerferie: Anholt og skærgården hvis vejrguderne vil

0
699
Img641(1)

Illustration: Ole Vedby Jørgensen

Sognepræst Eva Fischer-Boels sommerferie går i år til Anholt og den svenske skærgård, hvis ellers vind og vejr tillader det. Kjerteminde Avis har spurgt en række markante borgere om deres ferieplaner

 

Hvor holder du din sommerferie i år?

Til vands ombord på vores båd. Hvor vi præcis kommer hen, er aldrig helt til at sige, for det afhænger også af vejr og vind. Men forhåbentlig nogle dage på Anholt, og måske en tur til den svenske skærgård. Det med at holde ferie er dog usikkert på grund af sygdom i min mands familie – og sådan har det faktisk været de sidste to år. Alt er sat lidt på stand-by.

Eva ferie

Eva Fischer-Boel i et fredfyldt øjeblik til søs. Foto: Privat

Hvilke ting prioriterer du, når du holder ferie?

Fred og ro. Tid, tid, tid – uden at uret skal bestemme, hvad vi skal og hvornår. Tid til at læse, snakke, strikke – og til bare at sidde og falde i staver og stirre ud over vandet.

Hvad er dit bedste ferieminde?

Jeg tror, den bedste sejlerferie vi har haft, var i 2018, hvor vejret var fantastisk, og hvor vi (min mand, Klavs, vores tre børn, vores hund og jeg) blandt andet sejlede i skærgården. Men vi har sørme haft mange gode sejlerferier, og vi har besøgt utallige havne og skønne steder i de mange år, vi har haft båd – og før det sammen med Klavs’ forældre på deres båd. Når man sejler, er noget af det, der er med til at gøre ferien ekstra god selvfølgelig også, at det er godt vejr, så de bedste ferier er som regel dem med mange soltimer. Men vi holder ferie på båden uanset vejret.

Hvad er dit værste ferieminde?

Sommeren for to år siden. Da var det meningen, at Klavs og jeg skulle sejle i to måneder sammensat af fire ugers ferie og en måneds orlov, men vi havde ikke engang sejlet en uge, før vi blev nødt til at vende hjem, fordi den var helt gal med familien, idet Klavs’ mor og lillebror på samme afdeling og samme dag – 13. juli – begge fik konstateret en uhelbredelig tumor i hjernen. Resten af den sommerferie og orloven med blev brugt i mine svigerforældres hus, hvor vi flyttede ind for at være sammen med dem og hjælpe dem. Det var en rædselsfuld tid, for vi havde fået at vide af lægerne, at både min svigermor og min svoger sandsynligvis havde meget kort tid tilbage at leve i. Men paradoksalt nok var det samtidig også en tid med mange smukke og livsbekræftende øjeblikke med både gråd og grin.

Hvilket måltid ser du mest frem til hen over sommeren?

Fjordrejer. Og jomfruhummere.

Har du en favoritdestination?

Anholt. For dem, der ikke kender den, kan jeg fortælle, at det er en lille ø, der ligger langt ude i Kattegat. Den har den smukkeste natur og de lækreste brede hvide strande. Og så er der en meget chill stemning samtidig med, at der ofte er gang i den med en propfyldt havn og sjove interimistiske barer.

Hvad er din yndlingsdrik om sommeren?

Uh, jeg drikker det hele 😊 Men især gerne bobler – og fadøl. Store fadøl.

Hvor meget arbejder du, når du holder sommerferie?

Jeg arbejder ikke. Jeg forsøger at lukke helt ned. For det er vigtigt for mig at koble af og lade op. Eller jo, måske kan man sige, at jeg indirekte arbejder lidt, for jeg læser meget og får meget inspiration til prædikener og taler og den slags. Hvad det angår, er det altid svært at adskille arbejde og fritid – og det gør bestemt heller ikke noget.

Hvad er din ”guilty pleasure”, “foretrukne last”, når du holder ferie?

Jeg er altid glad for øl og vin – og det bliver ikke mindre, når jeg holder ferie.