Michael og Verena jubler efter tilladelse: “Det er fantastisk, vi nu kan få arbejdsro”

2
3191
Img 3634

Michael og Verena Junge foran den vejbod, de nu har fået landzonetilladelse til. Foto: Peter Hougesen

En lang og opslidende kamp mod Kerteminde Kommune er slut for Verena og Michael Junge. I aftes stemte et flertal i Plan,- og Teknikudvalget for en landzonetilladelse. Dermed er deres omtalte vejbod ved Skovløkke Frilandsgrønt nu lovlig. En beslutning, der glæder ægteparret.

“Det er en fantastik nyhed. Det har været en lang og opslidende kamp for os, så vi er meget glade for, det endte med, vi fik den landzonetilladelse”, fortæller Michael Junge til KJ Avis.

I over et år har ægteparret Michael og Verena Junge kæmpet med Kerteminde Kommune om deres lille vejbod ved Birktved midt mellem Marslev og Birkende. Der har stået en vejbod i årevis og glade kunder kommer helt fra Odense for at købe de friske grøntsager, der har groet på markerne, der ligger lige ved siden af.

Salget gik så godt, Verena og Michael ansøgte Kerteminde Kommune om at gøre deres bod større, så der var bedre plads til både flere kunder og flere varer. Så gik alt galt.

“Det skulle vi aldrig have gjort. Det er jo nemt nok at sige nu, for det anede vi jo ikke dengang”, ræsonnerer Michael Junge.

Ansøgningen endte nemlig ikke blot med et afslag til udvidelsen. Den endte også med, de fik besked om, at den bod, der allerede stod der også var ulovlig.

“Vi synes jo selv, vi forsøgte en dialog med planafdelingen i Kerteminde Kommune, men der var ikke så meget dialog over det. Vi fik bare afslag i henhold til planloven”, fortsætter Michael Junge.

Planloven skal sikre, der ikke sker uplanlagt bebyggelse i det åbne land. Det har, ifølge Michael og Verena Junge, været planafdeling i Kerteminde Kommunes opfattelse, deres vejbod var et sådant byggeri.

Flertallet i Plan,- og Teknikudvalget var imidlertid ikke enige i den definition. Derfor stemte tre af udvalgets medlemmer for at give en landzonetilladelse og dermed imod direktionens anbefaling om at give afslag. Et af de medlemmer, der stemte sådan, er Anne Fiber fra Konservative, der længe har kæmpet en politisk kamp på Skovløkke Frilandsgrønts vegne.

“Jeg kan ikke se, hvor vejboder eller skulle ligge, hvis ikke de skulle ligge i landzoner. Vi taler så meget om økologi og mindre co2 udslip. Så synes jeg det er helt naturligt, der kan sælges grøntsager, der har groet på markerne lige ved siden af i en lille vejbod. De skal ikke transporteres nogen steder hen. Det åbner jo også for, man i langt højere grad køber grøntsager, der er i sæson og dermed mere bæredygtigt. Jeg ser vejboder som et helt naturligt element i vores landzone, derfor kan jeg godt støtte en landzonetilladelse i det her tilfælde”, forklarer Anne Fiber til KJ Avis.

Anne Fibers kamp for Michael og Verena Junges vejbod ved Skovløkke Frilandsgrønt, får da også store roser med på vejen.

“Hun har været fantastisk. Hun har været den eneste politiker, der rent faktisk har lyttet og svaret os, og som har kunnet se og forstå den situation, vi befandt os i. Nu endte hendes kamp heldigvis med, vi fik en landzonetilladelse. Det er fantastisk, vi nu kan få arbejdsro. Det, der har været det mest frustrerende gennem hele det her forløb, har været, vi ikke bare har kunnet få lov til at passe vores arbejde”, slutter Michael Junge.

Beslutningen om at give vejboden ved Skovløkke Frilandsgrønt landzonetilladelse og dermed stemme imod direktionens anbefaling blev vedtaget med stemmerne tre for. De tre var: Anne Fiber og Lars Ole Valsøe fra Konservative samt Bettina Eriksen fra Liberal Alliance. Terje Pedersen (DF) stemte for direktionens anbefaling, mens Jan Johansen (A) undlod at stemme