Prins Christian får selskab af 200 jævnaldrende fra hele rigsfællesskabet, når hans farmor holder gallataffel i anledning af hans 18 års fødselsdag søndag den 15. oktober. Foto: Franne Voigt
Prins Christians 18 års fødselsdag får deltagelse af jævnaldrende fra hele landet. Kerteminde Kommune udvælger i september to unge gennem en video-konkurrence
To 18-årige fra Kerteminde Kommune får til oktober en unik chance for at komme til højbords med de kongelige.
Kronprinsparrets førstefødte, prins Christian, fylder 18 år søndag den 15. oktober, og i den anledning har kongehuset valgt at invitere to unge, en mand og en kvinde, fra hver af landets 98 kommuner samt Grønland og Færøerne med til fødselsdagsfest på Christiansborg Slot.
Kerteminde Kommune har besluttet, at udvælgelsen af de to lokale 18-årige skal ske gennem en konkurrence. Hvis man vil deltage, skal man indsende en video på maksimum 30 sekunder, hvor man argumenterer for, hvorfor man skal med til festen.
Video-bidragene skal indsendes senest onsdag den 6. september, og dagen efter er der votering på Kerteminde Rådhus og udvælgelse af de to heldige.
Panelet, der skal vurdere de indsendte videoer, består af repræsentanter for Kjerteminde Avis og Fyens Stiftstidende, formanden og næstformanden for Kerteminde Kommunes ungebyråd, byrådsmedlem Kent Valsøe (K), der er tovholder på ungebyrådet, samt borgmester Kasper Ejsing Olesen (S).
Vinderne kontaktes fredag den 8. september, og derefter sendes de to unges kontakt-oplysninger til hoffet, der tager sig af det videre forløb. Tirsdag den 19. september offentliggøres det, hvem Kerteminde Kommune sender til prinsens fødselsdag.
Dronning Margrethe er vært ved gallataflet, og udover at man skal være fyldt 18 år senest den 15. oktober, skal man være indstillet på at møde op i sit fineste puds. Kravet til påklædning er nemlig smoking eller jakkesæt for herrernes vedkommende og lang kjole for damernes.