Avisens flittige skribent John Jäger er i en moden alder blevet far igen – adoptiv-far, vel at mærke. Til en dreng i Armenien, der som mange andre børn lider under en grusom krig, som de færreste medier har interesseret sig for. Tegning: Ole Vedby Jørgensen
Ugens klummeskribent John Jäger, Kerteminde. Arkivfoto
”Et enkelt døgn, 19.-20. september sidste år, blev et øjeblik, ingen armenier glemmer. Overlegne styrker fra Armeniens naborepublik Aserbajdsjan bemægtigede sig kontrollen med den armensk-beboede bjergenklave Nagorno-Karabakh. De godt 100.000 beboere måtte i biler eller æselkærrer forlade den region, der har været beboet af armeniere i århundreder”.
Ovenstående er et citat fra Weekendavisen. Du har måske ikke hørt om det, for der har ellers ikke stået meget om det i danske medier. Der har været konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan i umindelige tider – om området Nagorno-Karabakh. Jeg faldt over en artikel om emnet, og jeg besluttede mig for, at jeg ville forsøge at gøre noget andet end bare like et Twitter-opslag eller sætte et flag på mit profilbillede på Facebook. Så jeg fandt et sted, hvor jeg kunne donere penge til de nødstedte flygtninge.
Igennem Mission10forty kan det fungere sådan, at du ”får” et barn, som du så hjælper. Jeg må ikke skrive, hvad han hedder, eller hvor han præcis bor, men han er en lille knægt, der forhåbentlig får en bedre start på livet, end hvis jeg ikke gav en skilling hver måned.
De har for eksempel sendt mig et foto af, at han har fået noget varmt vintertøj, materiale til skolegang og såmænd også mad. Jeg har også fået et foto af, at han har holdt jul (og jeg åbenbart har et givet ham en julegave ), og så har han lavet en fin tegning til mig.
Det føles rart. Det føles rigtigt. Det føles meget bedre – end at være på sociale medier og skrive en sur kommentar om noget ude i den store verden, som jeg aldrig nogensinde får nogen form for indflydelse på alligevel. Her kan jeg se og næsten mærke og føle, at jeg gør en forskel for en konkret familie i denne verden. Det føles meningsfuldt og godt.
Skriver jeg det her for at fremhæve mig selv? Nej, det synes jeg ikke. Jeg vil bare opfordre til, at andre gør noget lignende. Selvfølgelig kan vi godt sige til hinanden, at vi har det hårdt i Danmark, og at vi ikke har penge nok til noget, men vi er jo dog nogle af de rigeste i hele verden, og vi kan derfor med forholdsvis få midler gøre en forskel for andre mennesker i verden. Det er da bare godt. Og at det så også føles meget rart i maven. Det tager jeg gerne med.
Jeg kunne skrive andet om den frygtelige konflikt. Hvor den stammer fra historisk. Hvordan religion også spiller en stor rolle. Og hvordan dette område er voldsomt påvirket af Ruslands interesser, men det er ikke afgørende. Jeg vil bare opfordre dig til at bruge en skilling, så du får dit eget lille sponsorbarn, som så får tøj og mad og julegave.
Mission10forty er en dansk hjælpeorganisation, der mig bekendt er den eneste af sin slags, der hjælper de fordrevne kristne i Armenien. Der er ikke rigtig nogen demonstrationer eller tv-indsamlinger eller lignende. Der er en enkelt lille organisation, der prøver at gøre en forskel i et urohærget (men næsten glemt) område af verden. Hatten af for dem.
Jeg besøgte i øvrigt både Armenien og Georgien for ganske nylig. Det er smukke og fascinerende lande, der også emmer af deres lange historie – og mange frygtelige krige.
