Line og Nikolaj skal til royal fødselsdag på Christiansborg Slot

0
2894

Det blev Line Kingo Eriksen og Nikolaj Rundstrøm, der skal være Kerteminde Kommunes repræsentanter til Prins Christians fødselsdag på Christiansborg slot 15. oktober. De to vindere blev ringet op af borgmester Kasper Ejsing Olesen, der kunne præsentere dem for den glædelige nyhed.

Collage2

Line Kingo Eriksen og Nikolaj Rundstrøm bliver Kerteminde Kommunes to repræsentanter til Prins Christians 18-års fødselsdag 18. oktober. Fotos: Privatfotos

Det er en af den slags opringninger, man ikke får ret tit, som Line Kingo Eriksen fra Kerteminde og Nikolaj Rundstrøm fra Hindsholm fik i går eftermiddag. I den anden ende af røret var borgmester Kasper Ejsing Olesen, der kunne fortælle dem begge, at de var blevet udvalgt til at være Kerteminde Kommunes repræsentanter til Prins Christians 18-års fødselsdag på Christiansborg Slot 15. oktober.

– Det er mega fedt. Jeg havde selvfølgelig håber på, at det blev mig, men jeg havde slet ikke regnet med det, kommer det spontant fra Nikolaj Rundstrøm.

– Jeg er bare glad. Jeg havde da håbet på det, men jeg tænkte også at der var mange, der havde søgt, så hvad er chancen lige for at det bliver mig, forklarer Line Kingo Eriksen.

De to blev valgt på baggrund af en video, de havde sendt til Kerteminde Kommune, hvor de skulle fortælle om dem selv og hvorfor det lige netop var dem, der skulle med. Det hele skulle forklares på 30 sekunder.

Da KJ Avis fanger de to en time efter, at de har modtaget opringningen fra borgmesteren, er en to do liste begyndt at tage form.

– Jeg skal nok lige have prøvet noget forskelligt tøj. Ja og så skal jeg en tur til frisøren, fortsætter Nikolaj Rundstrøm

Samme erkendelse er Line Kingo Eriksen kommet frem til. Kravet til påklædning er nemlig at herrerne skal møde op i enten smoking eller jakkesæt og kvinderne skal møde op i en lang kjole. Det er umiddelbart en udfordring for den kvindelige deltager fra Kerteminde Kommune

– Jeg skal i hvert fald lige have set på en lang kjole, for sådan en ejer jeg ikke, forklarer hun

Tiden efter opringningen er også blevet brugt på at forestille sig, hvad det egentlig er, der venter de to 18-årige, der ikke kender hinanden i forvejen.

– Jeg har da haft alle mulige forestillinger om, hvordan det bliver. Der er jo mange ting, der kan gå galt, men jeg glæder mig alligevel, fortsætter den mandlige repræsentant

– Jeg tror det bliver hele den samlede oplevelse og ikke en specifik ting, jeg glæder mig til. Det bliver da en oplevelse for livet, som man altid vil huske, uddyber Line Kingo Eriksen.

I sin video lovede Line Kingo Eriksen, at hun ville lære Prins Christian nogle moves på dansegulvet. Det får hun muligheden for nu.

– Jeg har gået til gymnastik hele mit liv, så nu må vi se, om jeg kan hive noget op af ærmet, griner hun.

Nikolaj Rundstrøm er i lære som mekaniker hos Conradsen Biler i Kerteminde. Det arbejde tager han ret seriøst.

Har du så fået ringet rundt til alle dine venner og hele din familie og fortalt dem det?

– Nej, jeg er lige i gang med at lave et olieskift, men det skal jeg nok nå, slutter han

Der skal åbenbart mere end en nyhed om at deltage i en royal fødselsdag til, før en 18-årig mekanikerlæring fra Hindsholm render af pladsen på sit arbejde.