Opdateret 15:58 med citat fra Hans Luunbjerg
Opdateret 15:24: Ny overskrift og opdateret citat fra Kerteinde Kommunes vicekommunaldirektør Claus Lade
Tidligere på dagen blev der observeret brunt væske, der løb ud fra Hans Luunbjergs ejendom på Degneløkkevej 58 i Kølstrup og ud i Kertinge Nor. Ifølge Vicekommunaldirektør Claus Lade så hændelsen værre ud, end den viste sig at være.

Det er vand fra denne store bunke ensilage, der løber ud i kloaken. Foto: Peter Hougesen
Meningerne om Hans Luunbjerg er mange i disse dage. Dels har artiklerne i KJ Avis afstedkommet en intensiv debat, og dels er politikerne i byrådet ved at tage stilling til, hvad der skal ske med Kerteminde Biogas.
Her til morgen blev KJ Avis kontaktet af en borger, der havde set en stor bunke af det, borgeren vurderede var ensilage, ligge på Degneløkkevej 58 i Kølstrup. Vand fra stakken løb ud fra ejendommen og direkte ud i kloaken. Præcis som det var tilfældet i 2020, da Hans Luunbjerg fik en bøde. Dengang var der dog tale om en stor bunke kyllingemøg, der løb vand ud fra.

Vandet løber ud fra stakken og udover grunden. Foto: Peter Hougesen
KJ Avis har selv været på stedet og kan bekræfte, at borgerens observationer er korrekte.
Kerteminde Kommunes videkommunaldirektør Claus Lade har her til eftermiddag været til stede på adressen sammen med miljøvagten.
-Det ser værre ud, end det er. Miljøvagten vurderer ikke, at der er en kritisk forureningsrisiko. Det er, ifølge miljøvagten, tale om en blanding af noget saft fra græs, regnvand og gylle, der er løbet ud. De foranstaltninger, der var lavet på ejendommen, var ikke tilstrækkelige. Miljøvagten har testet det brune vand, der løb ud i Kerteninde Nor og det havde ikke et alarmerende højt indhold af kvælstof. På mandag vil vi i kommunen tage stilling til, hvorvidt vi skal gøre yderligere i sagen, svarer Claus Lade
-Det er græs, der kommer vand fra. Vandet indeholder ikke næringsstoffer og kan ikke forårsage forurening. Vi har placeret stakken forkert. Den er ved at blive flyttet, forklarer Hans Luunbjerg, der ejer ejendommen.

Vandet fortsætter ud på Degneløkkevej og ender i kloaken. Foto: Peter Hougesen

Det brune vand er løbet igennem kloaken og ud i Kertinge Nor. Foto: Peter Hougesen

De ansatte er i fuld gang med at fjerne den store stak, der lå på Degneløkkevej 58. Foto: Peter Hougesen

De ansatte er i gang med at lægge sand ud, der skal forhindre vandet i at løbe i kloaken. Foto: Peter Hougesen