Kronik: Fakta før følelser i debatten om Odense Havn

3
411
Læserne skriver

Dette er en kronik. Indholdet er udtryk for skribenternes holdning.

Jesper Rosener, der er formand Dansk Erhvervs Regionaludvalg Fyn, og Lars Havelund, regionalchef, Dansk Erhverv, skriver:

Debatten om en mulig udvidelse af Odense Havn optager med rette mange i og omkring Kerteminde Kommune. Odense Fjord og de omkringliggende områder er unikke natur- og levesteder, som kræver omtanke og ansvarlighed.

I Dansk Erhverv fokuserer vi på afklaring af konstruktive løsninger, så der i sidste ende er et faktuelt og fagligt grundlag at tage endelig stilling til udvidelsen af Odense Havn.

Med havneudvidelsen står Fyn foran muligheden for at blive Danmarks tredje kraftcenter efter Aarhus og København. Kombinationen af de store muligheder på Odense Havn, den flotte erhvervsudvikling omkring Tietgenbyen og generelt på tværs af de fynske kommunegrænser giver Fyn en unik position. Det er alt for vigtigt et projekt for både lokalområdet, hele Fyns erhvervsliv og Danmarks nationale infrastruktur til, at følelser kommer foran fakta i denne sag.

Dansk Erhverv ser den positive erhvervsudvikling som en løftestang til den fynske velstand og velfærd. Der er, imens det går godt, at der skal endnu mere brændstof på motoren. Det kommer til at styrke hele Fyn og i høj grad Kerteminde, når der kommer flere tusinde nye arbejdspladser.

Det vil uvilkårligt også styrke butikslivet og grundlaget for de lokale skoler i lokalområdet, når der kommer flere tilflyttere. Hertil vil et stærkere erhverv give flere uddannelsesmuligheder og lærepladser til områdets unge mennesker. Munkebo og Kerteminde bliver ganske enkelt mere attraktive at bo i. Men der følger også opgaver og dilemmaer med, når man skal erhvervsudvikle et område.

I Dansk Erhverv tager vi det for givet, at vi i nutidens samfund undersøger og tager hensyn til miljø og omgivelserne. I Dansk Erhverv har vi noteret os, at Kraka Economics har gennemført en omfattende analyse, hvor både økonomiske og miljømæssige konsekvenser er belyst af førende eksperter inden for havmiljø, biodiversitet og økonomi.

De vurderer, at en udvidelse kan gennemføres uden væsentlige negative konsekvenser for fjorden, hvis arbejdet udføres efter best practice. Samtidig peger analysen på betydelige samfundsøkonomiske gevinster – både i form af beskæftigelse og øget produktivitet. Det er et godt udgangspunkt. Og det betyder, at der er noget realisme i projektet.

Havneudvidelsen giver mulighed for at producere større og flere havvindmøller. Der er potentiale til op mod 30.000 vindmøller alene i Nordsøen og Østersøen, men det kræver selvfølgelig de rigtige produktionsfaciliteter. Havneudvidelsen har således en stor betydning for den grønne omstilling, der bliver umulig at gennemføre, hvis vi på forhånd opgiver at bruge de kapaciteter, som vi har i Danmark. Vi skal være stolte af, at Fyn har faciliteterne til at sætte handling bag fremtidens grønne energi.

Men med havneudvidelsen følger der også en potentiel regning for Kerteminde Kommune. For eksempel på grund af behovet for de store investeringer i infrastruktur. Det er heldigvis noget, alle i området får glæde af. Udvidelsen af landevejen mellem Munkebo og Odense vil give en langt bedre fremkommelighed og gøre Kerteminde endnu mere tilgængelig og attraktiv som bosætningskommune. Men det kræver mange penge, og det bør kommunen have hjælp til.

I Dansk Erhverv forstår vi godt, at det er en økonomisk vanskelig opgave for kommunerne at afholde alle omkostningerne til investeringerne på tværs af kommunegrænserne. Tilsvarende er det en stor opgave, hvis for eksempel Kerteminde Kommune alene skal løse opgaven med plangrundlaget, for eksempel udarbejdelsen af de nødvendige lokalplaner i forbindelse med havneudvidelsen.

Det er uholdbart, hvis borgerne i Kerteminde får indtrykket af, at det hele kun handler om Odense Havn, mens de nærmest ikke selv kan få en byggetilladelse til en carport. For at mulighederne ikke bremses unødigt, må vi stå sammen på Fyn og søge hjælp udefra.

Dansk Erhverv mener, at staten bør medfinansiere det nødvendige regionale vejnet, idet Odense Havn er en del af Danmarks nationale infrastruktur. Kerteminde Kommune bør have den nødvendige opbakning, så man lokalpolitisk ikke står i et vanskeligt dilemma, hvor man skal vælge mellem omkostninger til planlægning af havneudvidelsen og den øvrige lokale service.

Den kommende proces skal være grundig, gennemsigtig og baseret på fakta og et fagligt grundlag. Og først når processen er gennemført, er der et reelt grundlag for at træffe en politisk beslutning om, hvordan Odense Havn kan udvides.

For Dansk Erhverv er det en selvfølge at finde den rigtige balance mellem natur og udvikling. Danmark skal kunne levere på den grønne omstilling, skabe arbejdspladser og fastholde industriproduktion – men altid på et grundlag af ansvarlighed og respekt for omgivelserne.