Kommunerne er klar til at hjælpe med genåbningen

0
402

Sådan lød beskeden ved gårsdagens virtuelle møde mellem landets borgmestre og Sundhedsminister Magnus Heunicke: – Vi skal i kommunerne stå klar til at hjælpe med at teste skolebørnene hvis det er det, der skal til for at få dem tilbage i skole, siger Kasper Olesen (S).

Det har hele tiden ligget Kerteminde Kommunes borgmester på hjerte at få beskeden frem til regeringen, at man i kommunerne er klar til at løfte et større ansvar i tilfælde af at man skulle nå frem til den konklusion, at man kunne lave regionale eller kommunale tiltag i forhold til at genåbne de steder hvor smitten er lav.

– Det er jeg rigtig glad for at man nu lytter til, udtaler han i dag til Kjerteminde Avis, også selvom det ser ud til at de store skolebørn i Kerteminde kommune må vente til den 15. marts med at komme på skolebænken igen. Og hvem skulle overhovedet have troet, at man skulle høre børn tale så meget om, hvor meget de glæder sig til at komme i skole igen – men det gør de altså.

Selvom man ved mødet ikke fik noget konkret af vide angående den forestående mulige åbning efter den 28. februar, så fik man alligevel noget med fra mødet: – Vi fik af vide hvilke opgaver der kommer til at ligge kommunalt, omkring det sundhedsfaglige og testplanen på folkeskolerne.

Allerede i dag har skoleledere landet over været ude for at give deres bekymring til kende overfor testplanen, men det behøver de slet ikke, mener Kertemindes borgmester.

Kan kommunen løfte så stor en opgave?
– Skolelederne skal slet ikke bekymre sig, for det bliver ikke skolerne selv der skal teste deres elever. Det gør vi fra kommunal side af, da vi ansætter nogen til at løfte opgaven med at teste.

Og hvor pengene her skal komme fra, svarer Kasper Olesen, at han regner med det bliver en del af den corona-regning, der skal sendes videre til regeringen, ligesom det resterende coronarelaterede har været. – Det går jeg stærkt ud fra.

Mødet skulle også give et overblik over hvad der ville blive kommunens ansvar. – Fx skal man ikke tage sig af efterskolen i Drigstrup, men friskolerne kommer til at høre ind under vores ansvar.

Hvordan logistikken omkring testningen skal være for at børnene overhovedet skal nå frem til klassen inden de skal hjem igen, siger Olesen: – Det kommer nok til at foregå ved sundhedsplejersken, og i det hele taget alt afhængigt af skolens indretning. Men det skal vi jo i dialog omkring.

I det hele taget bliver det en omfattende opgave med både at teste, få svar, hvem er smittet hvem er ikke. Til kommunens fordel har man ikke ret mange smittede i øjeblikket, og skolerne forbliver lukkede kredsløb.

– Vi har fået en opgave, og den skal vi løse, konkluderer borgmesteren om det, der for nogen vil kunne synes en kende uoverskueligt.

– Vi skal gøre alt for at få de unge afsted – og jeg mener det er realistisk, også selvom det måske kun bliver i to-tre dage om ugen. Så er det et skridt i den rigtige retning.

Kommunerne står foran en stor opgave med at få testet de store elever så de kan komme tilbage i skole snarest. Foto: RMJ