Der var godt humør fra morgenstunden på Torvet i Kerteminde ved starten af årets Kirsebærfestival. Det begyndte med gratis morgenmad til de første 500 gæster, og både unge og gamle var mødt op

Der er lang kø til morgenbordet ved festivalens åbning. Man skal være hurtig, hvis man gerne vil have et rundstykke. Og det tog da heller ikke lang tid, før der blev meldt udsolgt. På bare en time var de 500 rundstykker væk. Foto: Laura Højris From Petersen
På pladsen ved Torvet i Kerteminde er der fyldt op med stole, borde og ikke mindst mennesker fra nær og fjern til festivalens åbning. Der er gratis rundstykker til de første 500 gæster, og det tager ikke mere end én time, før de 500 rundstykker og 80 kander kaffe var væk. Det gode vejr har lokket folk til Kerteminde, og det er til at mærke på Torvet. Det summede af folkefest, og der er kirsebær overalt, blandt andet på folks påklædning og hatte.
På slaget ni indtager formanden for Kirsebærfestivalen, Torben Saugmann Christensen, scenen og byder gæsterne velkommen:
– Jeg må jo ikke åbne festivalen – det gør dronningen, når hun ankommer. Men jeg vil gerne byde jer alle sammen velkommen til årets Kirsebærfestival, siger Torben Saugmann Christensen, mens publikum returnerer med klapsalver.

Torben Saugmann Christensen, formand for Kirsebærfestivalen, byder gæsterne velkommen. Mange står allerede klar i køen til morgenmad. Foto: Laura Højris From Petersen
I sin velkomsttale takker Torben Saugmann Christensen også Turismens Venner for deres store arbejde blandt andet med morgenbordet og Langegades Bageri, som har sponsoreret de 500 rundstykker.
Efter talen vokser køen til morgenbordet. De frivillige fra Turismens Venner langer smurte håndværkere, ost og syltetøj over bordet til den helt store guldmedalje. Kort efter velkomsttalen går De Gyldne Drenge på scenen og spiller munter folkemusik. Midt i det første nummer afbrydes de af to kvinder, der kommer gående med favnen fuld af fadøl til de fire musikanter. De takker, og udråber ”skål” til publikum – så er festen for alvor i gang.

De Gyldne Drenge spiller munter folkemusik, som får folk i køen til at svaje fra side til side i takt med musikken. Foto: Laura Højris From Petersen
Der er både lokale og turister blandt de første 500 fremmødte. To af dem, der er mødt op til morgenmad på Torvet, er Karen Kudahl og Anne Andreasen. Det er tredje år, de to veninder er med, og nu de har gjort det til en tradition.
– Det er simpelthen så kær en festival. Vi holder meget af den, fortæller Karen Kudahl.
Hun flyttede til Kerteminde for snart tre år siden og har virkelig forelsket sig i havnebyen og alle dens kvaliteter. En af dem er årets Kirsebærfestival, som udover at være en folkefest og et samlingspunkt, bevarer byens charme.
Veninderne kender hinanden fra Silkeborg, hvor de har sunget i kor sammen. Anne Andreasen er kommet fra Sæby i Nordjylland for at deltage i festivalen.
– Der er simpelthen så dejligt her. Og det er så dejligt nemt, at vi bare kan gå hen til vores lille “hotel”, siger Anne Andreasen, mens hun smilende og latterfuldt kigger på sin veninde og peger ned ad en sidegade.
Det er selvfølgelig Karen Kudahls bolig, som Anne Andreasen mener, hvor de kan gå til og fra, som det passer dem.

Veninderne, Karen Kudahl og Anne Andreasen, nyder musikken, mens de spiser morgenmad og får sig en lille skarp. Foto: Laura Højris From Petersen
Det gode vejr kommer som kaldet til festivalen, og formand Torben Saugmann Christensen har store forventninger til årets festival:
– Med det her vejr forventer jeg, at vi bliver overrendt af mennesker. Vi har knoklet rigtig meget, og det er skønt at se så mange gæster komme hertil både fredag, lørdag og søndag. Det bliver bare tre dejlige dage. Jeg kan ikke være mere lykkelig.

Turismens venner stod for morgenbordet, mens Langegades Bageri havde sponsoreret rundstykkerne. Foto: Laura Højris From Petersen