KHs sejrsstime fortsætter efter en hjemmesejr over Faaborg, hvor tilskuernes nerver blev testet

0
745

KH vandt en vigtig sejr hjemme over Faaborg, der mødte ubesejret op til kampen i dag. En første halvleg fra Kerteminde, der var noget nær perfekt, blev afløst af en anden halvleg, der bragte spændingen tilbage i opgøret.

Img 4433

Rasmus Nissen scorer på straffekast i KHs sejr over Faaborg. Foto: Peter Hougesen

Kerteminde havde vundet hjemme over Svendborg og med 10 mål ude over Kolding IF 3, mens Faaborg havde vundet to tætte kampe. En med to mål ude over Tønder og den anden med et enkelt mål hjemme over Rødekro. Det var derfor en kamp, KH gerne skulle vinde, hvis holdet skulle fortsætte den fremragende sæsonstart.

KH stemplede ind i opgøret med det samme. De to første scoringer stod nyerhvervelsen Jakob Ladegaard for. Han ser allerede nu ud til at være en meget klar forstærkning af Kerteminde. Den anden nyerhvervelse Stefan Brix begyndte opgøret på bænken, efter en mindre fiberskade  i udekampen mod Kolding. I hans sted begyndte Casper Ejby på banen. Det var en god idé. Ejbys fart, når han går på ydersiden af modstandernes backs kommer bag på de fleste forsvar – således også Faaborg. I det hele taget spillede KH en fremragende offensiv første halvleg, hvor også Jacob Fladegaard gav prøver på sit store repertoire, som da han ved scoringen til 5-2 hamrede kuglen helt op i hjørnet i en situation, hvor Faaborgs forsvar og keeper var reducerede til statister.

Claus Baslund fik ret hurtigt en to minutters udvisning. Baslund lignede som altid en, der lige havde været udsat for nyere håndboldhistories største justitsmord. Det gør han nu uanset om forseelsen havde givet betinget fængsel udenfor banen, eller der reelt er tale om en fejlkendelse. Udvisningen kostede KH momentum i begyndelsen af kampen, og Faaborg kom derfor på 7-6.

Da hjemmeholdet blev fuldtallige blev Jonas Fladegaard sat på banen og KH gik frem i et offensivt forsvar. Det havde omgående effekt. Gæsterne stressede i angrebet og Lynggaard begyndte at tage fra i målet. I den anden ende have Kerteminde fortsat nemt ved at komme til scoringer. Derfor gik hjemmeholdet til pause foran 17-10.

KHs angrebsspil i første halvleg var noget nær perfekt. Derfor var der ingen, der kunne indvende noget imod den store pauseføring.

I begyndelsen af anden halvleg byttede de to hold mere eller mindre mål. Så skete det, man lidt sad og frygtede. KHs fremragende angrebsspil fra første halvleg begyndte at halte. Samtidig begyndte Faaborgs angreb at finde løsninger overfor både Kertemindes forsvar og Christian Lynggaard i målet. Resultatet var at KHs føring lige så stille begyndte at sive.

Da Casper Ejby alligevel fik scoret til 21-15 så det ud som om, at det hele nok skulle gå. Minuttet efter fik Claus Baslund sin tredje 2 minutters udvisning og dermed rødt kort. Derefter var det lidt som om Kerteminde spillere blev rådvilde. Da Faaborg scorede til 25-23 på Andreas Andersen, der var kommet ind i stedet for Christian Lynggaard, var der ingen i hallen, der turde spå om resultatet.

Det var dog det tætteste Faaborg kom på Kerteminde. Fine scoringer af især Jacob Fladegaard, Tobias Sivert og Rasmus Nissen, sørgede for at sejren aldrig for alvor var i fare. KH vandt 30-27 over Faaborg og har dermed fortsat maksimumpoint efter tre kampe.

Der er dog ingen tvivl om, at der er plads til forbedring, når spilerne ser video af anden halvleg, mens første halvleg stort set var fejlfri.

Næste opgave for KH er lørdag 21. oktober kl. 16:00, når holdet skal en tur til Rødekro.