Kertemindes forsvar havde store problemer med at dæmme op for Vibys 2,08 meter høje højre back. Foto: KJ Avis
I den første oprykningskamp til 2. division spillede KH fin håndbold i 45 minutter mod en stærk modstander. Et kollektivt kollaps i de sidste 15 minutter gjorde nederlaget meget større, end det havde behøvet at være. Dermed står Kerteminde foran et bjerg, der skal bestiges i returkampen på søndag.
”Peter, kan jeg ikke lige få fem minutter?”. Det var egentlig ikke et spørgsmål, træner Rasmus Bøye stillede i minutterne efter kampen. For første gang i sæsonen ville han gerne lige sunde sig lidt. Han fik lov at sidde, mens han stirrede tomt frem for sig.
Forud for det var der spillet 60 minutters håndbold i Viby, hvor Kerteminde i tre fjerdedele af kampen spillede helt lige op med hjemmeholdet, men faldt helt sammen til sidst.
Kampens to dommere lod spillerne gå til hinanden. Viby havde især meget hårdt fat i Jacob Fladegaard, uden der faldt hverken advarsler eller udvisninger for det. Derfor begyndte en uro blandt det flotte fremmøde af Kerteminde tilhængere at melde sig af frygt for, dommerne ville favorisere hjemmeholdet. Dommerne gjorde sidenhen den frygt til skamme.
Det begyndte rigtig skidt. Viby har en højre back, der måler 2,08 meter og skyder hårdere, end en hest sparker. KH havde derfor ekstra øje på ham. Han satte første scoring i kampen ind, mens Christian Lynggaard i Kertemindes mål pillede hans næste forsøg. Viby IF er dog meget mere end den hårdt skydende højre back. Det fik Kerteminde at føle, da fem forskellige Viby spillere scorede i kampens begyndelse og bragte hjemmeholdet foran 7-3.
Det fik træner, Rasmus Bøye til at reagere og gå i syv mod seks, hvor KH altså spillede uden målmand, når de angreb. Lige så nemt Kerteminde kom til scoringer i den del af kampen, næsten lige så effektivt straffede Viby den taktiske disposition ved at score fem gange i tomt mål. KH ”vandt” dog den periode med to mål og fik bragt sig på 14-12 blandt andet takket være en fremragende dobbeltredning af Christian Lynggaard.
Det sluttede 16-14 til Viby efter første halvleg, hvor Jacob Fladegaard fik sat en fremragende scoring ind, da Tobias Sivert fintede han ville gå på mål fra fløjen, men i stedet kastede bolden mod en fremadstormende Jacob Fladeggard, der greb bolden, mens han hang i luften, og fik afsluttet i mål inden hans fødder ramte jorden.
Jacob Fladegaard scorer til 9-5 efter et gennembrud. Foto: KJ Avis
I anden halvleg fik Viby igen slået et lille hul til 19-15, inden Jacob Fladegaard fik reduceret på et fint gennembrud. Og så brød helvede løs.
Hvad der så ud som en handling, der kom ud af ingenting, halvvejs skubbede og slog en af Vibys store profiler pludselig Jacob Fladegaard i brystet. Jacob Fladegaard er normalt ikke en spiller, der farer i flæsket på folk, men han finder sig heller ikke i noget. Flankeret af Ramus Nissen fik han fortalt det meste af Viby, hvad han mente om den aktion. Direkte rødt kort til Viby og 2 minutter til Fladegaard. Dermed har Vibys profil karantæne i returopgøret.
Rasmus Bøye skiftede på det her tidspunkt af kampen Christian Lynggaard ud og satte Andreas Andersen ind. På det tidspunkt var Kerteminde bagud med 22-19. Andreas Andersen blev ramt i ansigtet to gange, hvor det den ene gang kostede en to minutters udvisning til Viby. Andreas Andersen havde dog store problemer med at læse 2,08 meter spillerens skud og han scorede i denne fase af kampen nærmest efter behag.
Da Rasmus Nissen reducerede til 24-23 og Viby samtidig havde fået direkte rødt, en spiller skadet og bestemt ikke dommerkendelserne med sig, indgød det begrundet håb hos de mange medrejsende tilskuere om, der kunne hentes et brugbart resultat med hjem fra Aarhus forstaden.
De sidste 15 minutter af opgøret endte dog noget nær forfærdeligt for KH. Pludselig fik Vibys keeper, der ellers ikke havde stået nogen stor kamp, fat i Kertemindes afslutninger. Det, kombineret med et for stort antal tekniske fejl fra KH og et forsvar, der ikke havde løsninger mod Vibys angreb, betød hjemmeholdet trak fra. Alt for meget fra. Holdet formåede både at vinde en undertalsperiode og da både Jacob Fladegaard og Mikkel Schmidt-Nielsen brændte chancer samtidig med, forsvaret hverken hjalp Andreas Andersen eller Christian Lynggaard, da han kom ind igen, lykkedes det Viby at vinde kampen med hele 34-27.
Der er ingen tvivl om, Viby var det bedre hold på dagen. Der er heller ingen tvivl om, sejrens størrelse blev unødvendig stor.
”Vi laver simpelthen for mange fejl og dækker alt for dårligt op. Længere er den jo egentlig ikke”, var den klare analyse fra Rasmus Bøye, da han lige havde fået sine fem minutter.
Nede med syv mål mod en modstander, der spillede en fremragende kamp, skal KH bestige et bjerg i returkampen, for at gøre sig forhåbninger om videre avancement i oprykningskampene.
Ikke i dag. Heller ikke i morgen. Om et par dage, når skuffelsen lige har lagt sig, så kan man håbe på, Kertemindes spillere tænker ”nej, fandme nej om vi skal slutte denne her sæson af med at tabe stort til Viby”. Håbe på de går ud for at bevise overfor dem selv, overfor tilskuerne og overfor byen, at de er et meget bedre hold, end det de viste i går. Det kan meget vel være, det ikke rækker til at slå Viby med syv mål eller mere. Det skal man nok være mere end almindelig optimist for at tro på. Men på søndag kan holdet spille frit og få sat et punktum for det, der har været den bedste sæson i klubbens historie. Så må vi se, hvad der ender med.