Kerteminde alene i spidsen: Andreas Andersen reddede to point

0
649

En fremragende præstation i målet sikrede en sejr til Kerteminde hjemme over Aarup, på en dag hvor det meste gik galt.

Img 4729

Andreas Andersen stod en fremragende kamp i Kertemindes mål. Her redder han det andet straffekast i kampen. Foto: Peter Hougesen

Kynikere vil sige: “Det var en sejr og to point. Det er det eneste, der tæller”. Håndboldromantikere vil sige: “Sikke dog en gang hakkelse, KH leverede her til aften”. Begge to ville have ret.

Kerteminde vandt nemlig over Aarup. Med mindst mulig margen. På en dag hvor fejlene var for mange, motivationen virkede væk, hvor store profiler kæmpede med at finde niveauet og hvor Andreas Andersen i målet endnu engang var banens bedste spiller.

Der var spillet 30 sekunder af opgøret, da det stod klart, at det ville blive en kamp, hvor der blev gået til stålet. En teknisk fejl i gæsterne fra Aarups første angreb blev opfanget af Jakob Ladegaard, der stak afsted, men blev nedlagt ureglementeret i sit løb frem ad banen. En to minutters udvisning til Aarup og så var linjen lagt af kampens to dommere. Det viste sig senere, at det var den slet ikke alligevel, men det vender vi tilbage til.

I kampens begyndelse spillede KH for så vidt ok. Tre redninger af Andreas Andersen, der var foretrukket i målet, samt scoringer af Stefan Brix, Jakob Ladegaard, Tobias Sivert, Rasmus Nissen og Jacob Fladegaard betød at Kerteminde nemt kom på 6-3. Så begyndte en irriterende tendens, der skulle vare kampen igennem. Claus Baslund fik hurtigt en to minutters udvisning. Det er der hverken noget nyt eller overraskende i. Det overraskende bestod i, at denne gang var der tale om en decideret fejlkendelse. Hvorvidt det var fordi dommerne ville signalere en hård linje, eller om der bare var tale om en fejl, det vides ikke. Men selv ikke Claus Baslund havde fortjent en to minutters udvisning der.

Det betød at Aarup kom tilbage med det samme og de to hold fulgtes ad derefter. Hjemmeholdets offensive spil var præget af helt usædvanligt mange tekniske fejl, brændte afslutninger og forkerte beslutninger. De få lyspunkter var, udover kampens bedste spiller i skikkelse af Andreas Andersen i målet, Tobias Sivert og Jakob Ladegaard. Tre spillere, der finder niveau, er imidlertid ikke nok, og derfor gik KH til pause blot foran med et enkelt mål 13-12.

Indsatsen i første halvleg stod i skærende kontrast til den fremragende håndboldkamp, som holdet spillede i lørdags ude mod Otterup. Det virkede som om, at spillerne havde svært ved at sætte sig op.

I anden halvleg gik det ikke bedre. Faktisk gik det en anelse værre i begyndelsen. De to dommeres tvivlskendelser virkede så langt fra ligeligt fordelt. Det medførte tydelige frustrationer blandt både spillere og trænere hos hjemmeholdet.

Efter seks brændte afslutninger i træk for KH, viste resultattavlen nu, at Aarup var kommet foran for første gang i kampen med 16-17. På det tidspunkt virkede løsningerne langt væk. Kertemindes forsvar stod for dybt, og det var for nemt for Aarups offensiv at komme til kvalificerede afslutninger. Især udeholdets to fløje spillede en stærk kamp og voldte en ellers fremragende Andreas Andersen i målet besvær.

I den anden ende af banen havde Kertemindes spillere svært ved at finde løsninger, der gav scoringer. Det hurtige og bevægelige Aarup forsvar pressede Kertemindes bagspillere til at forsøge med gennembrud, hvor de blev presset i afslutningsøjeblikket, uden der blev dømt noget for det. Jacob Fladegaard havde afslutningsmæssigt en decideret offday, og forsøgene på at finde Jonas Fladegaard på stregen resulterede i for mange tekniske fejl. Samtidig ville det være alt for tidligt og mod en alt for hurtig modstander, at gå i syv mod seks og spille uden målmand. Derfor stod det klart, at en eventuel sejr skulle komme på vilje alene.

At udgangspunktet mod kampens slutning blot var en 20-21 føring til Aarup, skyldtes nærmest ene og alene Andreas Andersen i målet, der også formåede at redde to straffekast.

Så trådte hjemmeholdets to bedste offensive spillere på dagen i karakter. Jakob Ladegaard og Tobias Sivert havde kampen igennem spillet en fin kamp. Men da der var mest brug for det, tog især Jakob Ladegaard ansvar og begyndte at diske op med fornemme afslutninger. Tre mål i træk fra hans gyldne højrehånd betød at Kerteminde kom på 27-24, selvom Claus Baslund endnu engang måtte ud i to minutter efter det, der endnu engang lignede en decideret fejlkendelse.

Alligevel skulle det blive præcis lige så tæt, som frygtet. Aarups venstre back havde nemlig fundet ud af, at han var særdeles godt skydende og med 40 sekunder igen fik han reduceret til 27-26. Kerteminde gik i syv mod seks og var derfor i stand til at spille Tobias Sivert helt fri. Han svigtede ikke og bragte hjemmeholdet på 28-26 med få sekunder igen. Det lykkedes dog Aarup at få sat en sidste scoring ind til 28-27, der blev kampens resultat.

På en dag hvor meget lidt fungerede hentede KH alligevel to point. Holdet kan nu glæde sig over, at der er halvanden uge til næste kamp, hvor der åbenlyst skal trænes på en del. Næste opgave for Kerteminde bliver således søndag 3. december kl. 15:00 hvor Tønder kommer på besøg i Kerteminde Idrætscenter.

Img 4732

Grafik: Dansk Håndbold