Kan noget være sandt, hvis det ikke kan bevises?

0
499

Sognepræst, Flødstrup-Ullerslev sogne, Mette Christina Juul, debuterer med denne klumme som skribent på KJ Avis. Grafik: Arkiv

Inden jeg blev præst – og det blev jeg for et års tid siden – arbejdede jeg som jurist og advokat i godt og vel 25 år. I den verden er jeg blevet oplært i, at man skal have beviser, før man kan få sin ret.

Jeg har bistået virksomheder, når de er løbet ind i tvister med skattemyndighederne. Måske kæmpede en virksomhed for at få et fradrag eller for, at en tjenesteydelse var momsfri.

I enhver skattetvist er det afgørende, at skatteyderen kan bevise sin retsstilling.

Som privatperson kender vi det også. Man kan komme ud for en situation, hvor man skal bevise et ejerforhold. Det kan man gøre ved at fremlægge et dokument, f.eks. fremlægge et skøde for at bevise, at man er den retmæssige ejer af et hus.

Og er det gået helt galt, og er man kommet i politiets søgelys, så skal politiet fremlægge beviser, før man kan dømmes. Det kan være fingeraftryk, som viser, at indbrudstyven rent faktisk har været inde i huset, eller det kan være kameraovervågning i supermarkedet, der viser, at butikstyven har stoppet varer i lommen uden at betale ved kassen.

Juraen er altså bygget op omkring det princip, at hvis det ikke kan bevises, kan man heller ikke få ret.

Hvor stiller det så en præst, der også er jurist, som skal udlægge de undere, som Jesus gør, navnlig i Johannes-evangeliet? Det første hørte vi om i søndags, hvor Jesus gjorde vand til vin. Senere helbreder Jesus en kongelig embedsmands søn; han bespiser en stor menneskemængde – ja faktisk flere tusinde – med 5 brød og 2 fisk; han vandrer på søen, og han opvækker den døde Lazarus. Det er svært at tro, at alt dette er sandt, for det strider mod al fornuft.

Og hvordan vil juristen i mig bevise, at disse undere er sande? Hvordan vil juristen i mig bevise, at disse undere er tegn på, at Jesus er Guds søn? At det barn, som vi for en måneds tid siden fejrede fødslen af, er Gud selv. Og at disse tegn peger på Guds kærlighed, vilje, magt og generøsitet, og Guds vilje til at være til stede i menneskers liv i medgang og modgang?

Kan jeg gribe dybt ned i min juridiske værktøjskasse og finde beviser? Og kan det overhovedet være sandt, hvis jeg ikke kan bevise det?

Og hvad, hvis dette ikke er det eneste, som ikke kan bevises, men som alligevel er sandt!

Tænk engang på kærligheden. Kan kærligheden bevises? Er det et bevis på kærlighed, at to mennesker gifter sig? At de stifter familie sammen? Eller er det tegn, som den anden og omverdenen kan tolke som kærlighed?

Eller tænk engang på lykken. Kan den lykkelige bevise, at hun er lykkelig? Eller er hendes smil og positive tilgang til tilværelsen blot tegn, som vi andre kan tolke som lykke?

Og hvad med sorgen? Hvordan beviser enkemanden sin sorg over at være blevet alene? Er tårerne beviser for sorg eller er de tegn, som vi andre kan tolke som sorg?

Præsten i mig vinder diskussionen med juristen, for der kan sagtens være noget, der er sandt, selvom vi mennesker ikke kan bevise det.

Vi kan vælge at tage imod de tegn, som vi ser og hører. Vi kan vælge at tage ægteskabet og stiftelsen af en familie som tegn på kærlighed; vi kan vælge at tage smil og glimt i øjet som tegn på lykke, og vi kan vælge at tage tårer og vemod som tegn på sorg.

På samme måde kan vi vælge at tage imod ordene og tegnene fra Jesu undergerninger og gemme dem som levende ord i vores hjerter, for som evangelisten Johannes skrev ”… dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn”.

Det kan ikke bevises. Det er tegn. Tegn på sandheden. Sandheden om, at Gud blev menneske.

 

Mette Christina Juul

Cand.jur. et cand.theol

sognepræst, Flødstrup-Ullerslev sogne