Den 11. Kammermusikfestival på Lundsgaard blev en overvældende succes. Trio con Brio, der er kunstnerisk ansvarlig, sørgede for, at den ikke “kun” bestod af fine koncerter, men at der blev præsenteret spillet mindre kendt musik, eventuelt på sjældent hørte instrumenter, og at der var spændende “Hjørner’” hvor Esben Tange sammen med udvalgte personer formåede at skabe en baggrund for det, man hørte i “den næste koncert”.

Der var koncert med AI, vandringskoncert, koncert i Kerteminde Kirke, musikalsk krydsord med præmier, Søren Sætter Lassen læste uddrag af H.C. Andersens “En Digters Bazar” med musikalsk ledsagelse, og som led i de mange varianter af temaet “strømninger” kom publikum på en rejse fra Paris til Istanbul med musikalske stop i Venedig (med “Min hat den har tre buler” fra “Karneval i Venedig”), Wien, Budapest og Bukarest. Her blev musikkens strømninger i Europa illustreret fra wienerklassik til sigøjnermusik.

Det var en festival, hvor publikum skiftevis blev udfordret, overrasket og forkælet, og efter sidste tone af Enescus strygeoktet, som han i 1900 skrev blot 19 år gammel, ville bifaldet ingen ende tage.

Musikerne, som Trio con Brio havde inviteret til delvist at spille selv og delvist at indgå i nye sammensætninger, blev hyldet, som det også var tilfældet med Vini og Rudolf Iuel, der såvel lægger lokaler til som skaber den stemning af munterhed, vilje til kvalitet og præsentation for publikum, som festivalen skal befordre.

12. kammermusikfestival afholdes 6-9. august 2026, og der er allerede godt gang i billetsalget, for alle vil have de bedste pladser. Hvad temaet er næste år, vides ikke, men efter sidste års “Tid” og dette års “Strømninger” vil man utvivlsomt finde noget nyt originalt.
Allerede sidst i denne måned søsættes et nyt festivalkoncept i form af en operafestival. Lundsgaard er i sandhed blevet en sværvægter blandt Danmarks kulturcentre.
Det kunne man blandt andet forvisse sig om mandag aften, hvor dele af festivalprogrammet blev spillet i Mogens Dahl Koncertsal på Islands Brygge i København; og onsdag aften, hvor slutkoncerten kan høres på DR P2 fra klokken 19.20.
![Gratis klaverkoncert med poesi, temperament og fortælling Bonde Hansen Henriette 02[Jan2013] (1)](https://kjavis.dk/wp-content/uploads/2026/05/Bonde-Hansen-Henriette-02Jan2013-1-218x150.jpg)

