Nu skal det altså ikke være så negativt og samfundskritiserende det hele. I dag er satiren bare for sjov. Det er en satire, hvor den kunstige intelligens har sat sig for at tjekke, om Kerteminde Kommune overhovedet eksisterer om 25 år – altså i 2050. Det gør den. Men det er en helt anden kommune end i dag. En slags Venedig

Tegning: Ole Udenforbyen
Kerteminde Kommune i år 2025: Hele Hindsholm er (igen) blevet en ø. Man kan ikke længere køre eller gå fra Kerteminde by op til Hindsholm, og selv om der da var stor-stor ballade om det, da det begyndte at pege i den retning, så har det vist sig overhovedet ikke at være noget problem i praksis.
Det viste sig nemlig, at folk i Kerteminde kun brugte Hindsholm, når de skulle på den årlige tur til Fynshoved, og da Fynshoved nu ligger 100 procent under vand, så er det intet problem. Det viste sig også, at halvdelen af folk på Hindsholm endnu ikke har opdaget, at de ikke længere kan komme til Kerteminde by, da folk på Hindsholm alligevel lever af deres urtehave og bytteøkonomi. (Her er noget af satiren slettet af censuren. Der er alligevel grænser for vanviddet).
Selve Kerteminde Kommune var i mange år i store økonomiske problemer, men det er slet ikke tilfældet længere. Der blev bygget 25 russiske krigsskibe på Odense Havn, og det gjorde Odense Havn så velhavende, at den simpelthen bare købte hele Kerteminde Kommune. Kerteminde Kommune hedder derfor heller ikke længere Kerteminde Kommune. Den hedder Munk’by Kommune powered by Odense Havn powered by Putin. Det staves: Мункебо.
I byrådet er der overraskende ro og fred. Kasper Katjing Olesen har tidligere på året ekskluderet det sidst tilbageværende medlem af Socialdemokratiet, så han nu får sin vilje i alle sager.
SF’eren Alex Hippie Havvand fik hold i nakken af et særligt krævende mindfulness- og power yoga hold, så han har pensioneret sig selv og opdrætter sommerfugle, som han råber af, når han savner politik for meget.
Den tidligere konservative borgmester Michael Hundehvisker Nielsen har overtaget McDonalds i Langeskov, og den kører han nu rundt i byen med, så alle får en McNielsen, hvis de stemmer på de konservative.
Malte Jägerbomb stoppede i politik, da han ikke kun havde mistet håret på hovedet, men også håret på brystet, så hans valgplakater så lidt fesne ud.
Kristian Haldanden har været byens borgmester i de seneste 20 år, fordi Hverdagens Stemme nu har markant flertal i byrådet, som til gengæld kun består af læger og SOSU-assistenter.
Dog: Jens Garntrisse fra Venstre sidder også i byrådet i endnu, da man fandt en gammel servitut, som biogas-matadoren Hans Lunkenbjerg havde lavet i sin storhedstid, og der stod, at Venstre altid skulle have et medlem af byrådet til evig tid.
Har vi glemt noget? Jo, Kjerteminde Avis har været lukningstruet i 25 år i træk, og hvert eneste år er der et nyt kvindemenneske, der skriver på Facebook, at NU-NU-NU lukker den lokale avis, men hvert eneste år lykkes det for en ny formand at lave en ny redningsplan, der sikrer avisens overlevelse i yderligere et år.
Julesatiren? Den kører nu året rundt, da TV 2 har valgt at lave julekalender fra Kerteminde hvert år, så der er jul og juletræ og juleudsmykning i Kerteminde året rundt. Julekalenderen optages hvert år en meter længere ind i landet, så den ikke bliver oversvømmet, og det betyder, at den næste år skal laves i Marslev, og borgmester Kristian Haldanden er julemanden, der redder julen, fordi han også er læge.
Hov! Fjord & Bælt ligger naturligvis helt under vand. Det betød, at der ikke var nogen til at registrere marsvin, og det går jo ikke. Så den opgave har vinterbadeklubben overtaget, og det fungerede fint i nogle år. Men en dag var der tre marsvin, to sæler og en hættemåge uden hætte, der følte sig krænket over at se på vinterbadernes bare røve, og den slags tages der ikke let på i 2050.
Amnesty International og Babysælers Vilkår klagede til EU-domstolen, der lukkede vinterbadeklubben, som dog forventer at gå i Jes Dorphs fodspor og få et par millioner i erstatning inden længe.
Endelig: Kerteminde Kommune – undskyld: Мункебо Kommune – er fortsat på jagt efter et firma, der vil drive et friplejehjem, og kommunen har igen udskudt renoveringen af Nymarkshallen. Til gengæld er der ingen, der diskuterer, om apoteket skal tilbage på sin gamle plads, da både SuperBrugsen og den gamle apotekerbygning for længst er oversvømmet, så apoteket nu ligger i Мункебо Centret. Og denne avis har taget navneforandring til Мункебо Avis.
Har du et bud på, hvad der ellers er sket i byen i 2050 – så kom med det. Der mangler stadig lige et par dage af årets julesatire, og du har det bedste til gode endnu. Der kan løftes en lille flig. Der er set droner. På Munkebo Havn. Farlige droner.
Glædelig jul (oversæt selv til russisk).
Disclaimer: Dette er satire. Hvis du sidder og bliver meget vred, når du læser vores julekalender, så kan du med fordel lige slå ordet op i en ordbog, så blodtrykket falder igen. Det er satire! Enhver lighed med virkelige personer i denne julekalender er på alle tænkelige måder tilsigtet


