Sidste afsnit af julesatiren. Ukendte droner angriber Odense Havn. Men de lokale politikere lægger valgkampen bag sig og står sammen mod den fælles fjende. De bruger hver deres særlige våben i kampen mod dronerne, og det hele ender derfor – godt
Tegning: Ole Udenforbyen
ALTING HAR EN ENDE. Også en julekalendersatire. Og i dag er det jul, så nu skal alt være godt. Og det bliver det også. Men først en fæl forskrækkelse. Natten mellem 23. og 24. december bliver Odense Havn angrebet af vilde droner, der indtager hele luftområdet og truer med at erobre hele Kerteminde Kommune. Selv Langeskov. Forstå det, hvem der kan.
Tidligt om morgenen 24. december mødes politikerne derfor på Kerteminde Rådhus for at lægge en plan for bekæmpelsen af dronerne. Først holder de dog et pressemøde, hvor de er fuldstændig ude af stand til at svare på et eneste spørgsmål om dronerne. De aner ikke, hvad det er for droner, de aner ikke, hvor dronerne kommer fra, de aner ikke, hvad der skal gøres ved dronerne, og de aner faktisk ikke, om der er droner. Nej-pjat. Bare rolig. Det her var bare lidt national satire. Nu kommer den rigtige lokale satire.
I første omgang diskuterer de lokale politikere nemlig, om de mon egentlig ikke bare skal give Munkebo og Dræby og Bregnør og Drigstrup væk til dronerne, og så satse på, at dronerne ikke angriber mere. De fleste kan faktisk godt lide planen om at ofre Munkebo. Men der kan alligevel ikke nås til enighed om det, fordi alle politikere afslører alt om forhandlingerne til pressen allerede inden middagstid. Men SÅ kommer der en ny og mere modig plan.
Der er ni droner, og pludselig får Michael Hundehvisker derfor en genial ide: Vi tager en drone hver. Hvert (valgte) parti tager kampen op mod hver en drone. På den måde har vi måske en chance. Alle politikere klapper ivrigt af den nye og kloge og fremsynede borgmester, og de begynder straks at slibe deres eget (overhovedet ikke hemmelige) våben til. Vi begynder – helt ude til venstre. Og bevæger os mod højre.
Heino Helt Fra Sans & Samling går til sin drone og meddeler: 1. Jeg er faktisk tilhænger af det gamle Sovjetunionen, så vi er egentlig allierede. 2. Jeg synes, at droner skal nationaliseres og styres på kommunistisk/socialistisk vis af staten.
Det sker. Dronen bliver nationaliseret. Og som alle ved: Når det sker, så dør alt, og det gør dronen også.
Alex Hippie Havvand vælger en mere konfrontatorisk approach. Han begynder at råbe og skrige af sin drone, så den til sidst bliver så ked af det, at den opgiver. Herefter klipper Hippie Havvand sin hestehale af og vikler dronen ind i håret. Et halvt år efter udklækker puppen med håret og dronen – og bliver til en smuk sommerfugledrone.
Kristian Haldanden søger aktindsigt i produktionen af sin drone, og det viser sig, at dronen har løjet, og at den er bygget på falske papirer, og at den ikke har tilladelse til at flyve så højt. Den undskylder offentligt, og Kristian Haldanden omskoler den til SOSU-assistent og bruger den skamløst i et af sine valgopslag – med en maske på ansigtet.
Kasper Katjing prøver først at binde sin drone en røverhistorie på ærmet. Det virker ikke. Så prøver han at sælge den til en krypto-milliardær. Det virker heller ikke. Så prøver han at forhandle sig til at give dronen en formandspost i et udvalg og en viceborgmesterpost. Dét virker. Dronen siger ja-tak til formandspost og viceborgmesterpost.
Toke Valgnød taler sin drone ihjel: ”Vi skal på en rejse sammen med en holistisk og agil tilgang, hvor vi støtter FNs verdensmål om innovativ udvikling af det hele menneske. Vi ser ind i en tid, hvor vi læner os ind i at skulle italesætte at spille hinanden gode og skabe synergier og…” Dronen er brudt grædende sammen og overgiver sig.
Jens Garntrisse ringer til sin ven Hans Lunkenbjerg, som forhandler sig til en formandspost på et russisk gymnasium og derefter forhandler sig til en post til Garntrisse, som bliver ledvogter på en låge til biogasanlægget i Murmansk i Rusland. Til sidst dirigerer Lunkenbjerg dronen ned i sit biogasanlæg, så den bliver til gas og spredt på marken.
Michael Hundehvisker prøver at tilbyde røde pølser, hotdogs, bøfsandwich, kakaomælk og ananasvand til dronen. Det hjælper intet. Han sætter sin hund til at slikke dronen ihjel. Uden held. Så sætter han sine kandidater til at kysse og kramme dronen, og det virker: Dronen er i dag betalende medlem af Det Konservative Folkeparti.
Malte Jägerbomb viser først sin brystkasse frem. Det virker ikke. Så truer han med at privatisere dronen. Det virker heller ikke. Så står han på stedet og taber håret for øjnene af dronen, der går i chok. Dér slår Jägerbomb til med et hurtigt opslag på de sociale medier, der får så mange likes, at dronen erkender sit nederlag på stedet.
Morten ”Jeg har fanme også en hund” Haubro er feltmarskal, så han ved, hvordan han skal håndtere sådan en drone. Han skyder den ned med et lettisk bayraktar-antiluftskytsmissil, hvorefter han overvejer grave den ned i sin baghave. Der ligger Lone Kellerdirk. Det er dog for ond en skæbne, beslutter han. Og slår den ihjel på stedet.
Den meget skarpe udsendte fra Kjerteminde Avis afslører med kritisk journalistik, at der er en tiende drone, som ingen har opdaget. Kjerteminde Avis beslutter sig for at gå til kamp for Kerteminde Kommune – og nedlægger dronen ved at lægge en økonomisk plan for dronefirmaet, der ganske kort tid efter går konkurs uden penge på kontoen.
Sådan ender årets julesatire med en sejr for de gode kræfter i Kerteminde Kommune, som får nedkæmpet de onde kræfter fra Rusland (og Odense) i kampen om Odense Havn.
Alle politikerne går mod Torvet i Langegade i Kerteminde, hvor de falder hinanden om halsen og danser om juletræet i en smuk og evig forbrødring, der varer lige til påske. Dog uden faste. De er jo politikere. De faster ikke.
Til gengæld danser de to og to og to og to og – en…
Morten ”Se min hund” Haubro fletter fingre med Heino Helt Fra Sans & Samling, og de bliver enige om, at militærudgifter og friplejehjem er noget møg.
Toke Valgnød og Jens Garntrisse er i en så hed omfavnelse, at de beslutter at slå deres partier sammen til næste valg. Under navnet Det Radikale men Moderate Venstre.
Alex Hippie Havvand og Malte Jägerbomb danser sammen og bliver enige om, at Alex vil donere noget af sit hår til Maltes skaldede isse.
Det smukkeste dansepar er Kasper Katjing og Kristian Haldanden. De ses i kærligt kæmpekram og ønsker glædelig jul. Nej, okay. Den er for tyk. Selv for en satire. Slet det.
Ingen danser med den stakkels Michael Hundehvisker. Han bliver så sur over det, at han i vrede beslutter, at der fremover kun skal være et eneste medlem af Økonomiudvalget i Kerteminde. Ham selv.
Nej-da! Det er jo jul, og det hele skal ende godt. Han ser de andres glæde i dansen om træet. Så han beslutter på stedet, at alle 25 medlemmer af Kertemindes kæmpestore kommunalbestyrelse skal være medlem af Økonomiudvalget. Alle sammen. Det er det mest demokratiske. Nej, ved nærmere eftertanke: Alle borgere i Kerteminde Kommune skal da være medlem af Økonomiudvalget, beslutter han til sidst.
Og så blev det endelig jul i Kerteminde Kommune.
Tak for at læse med.
Glædelig jul!
