D. 14. december vandt Joan Wehner prisen som årets frivillige i Kerteminde. En aften, der var præget af to ting, Joan holder særlig tæt: Frivillighed og fællesskab.
Joan Wehner har taget plads på højre side af de lysebrune træflager. Sammen med sin mand og sine forældre, sætter hun sig ned på de røde tribunesæder, der omkranser den håndboldbane, Joan bruger så mange timer på. Hallen larmer mere, end den plejer sådan en tirsdag klokken otte. Hvor kommer alle de mennesker dog fra?, tænker Joan en smule forvirret. Men hun er glad. 150 mennesker til en kvindekamp er uhørt. Oppe i caféen gemmer Jens Gantriis sig med sammen med borgmesteren, Kasper Ejsing Olesen.
Tidligere i dag ringede hun til Jesper for at spørge om hans mening om noget bestyrelseshalløj for Kerteminde Håndboldklub, men hendes telefon gik direkte på telefonsvaren. Joan vidste på det tidspunkt ikke, at hendes mand, der sad på en stol i køkkenet to meter fra hende, snakkede med den selvsamme Jens Gantriis fra byrådet, som hun ville have kontakt til. Det var derfor, at der var optaget. I røret afvekslede de information om det, der skulle ske om blot et par timer i Kertemindehallen.
Startfløjtet overdøver den larmende hal, og støjen erstattes af lyden fra 14 par klistrede håndboldsko og en håndbold. Kampen er i gang.
Fællesskab
Turen hjem fra Joans arbejde på Munkebo Skole er kun på lidt over 500 meter. Langt mindre end vejen til hendes andet hjem, Kerteminde Håndboldklub. Antallet af timer hun bruger i hallen, vil Joan ikke holde tal på. Det er det hele værd. Fællesskabet betyder alt for Joan. Fællesskabet var grunden til, at hun i sin tid takkede ja, da den tidligere bestyrelsesformand for Kerteminde Håndboldklub, Johnny Jäger, ringede til hende en hverdagsaften og spurgte, om hun ville overveje at tage over for ham. Joan syntes ikke, at hun var oplagt, fordi hun jo ikke havde brugt særlig mange timer i klubben. Men det havde hun nok alligevel i deres øjne, tænkte hun.
Startfløjtet lyder
Hendes mand lægger røret på cirka samtidig med, Joan opgiver hendes eget telefonopkald. Hun må ringe til Jens Gantriis i morgen i stedet. Danmarks kvinder skal spille håndboldkamp kl. 18, og Joan, hendes mand og hendes forældre skal sammen se den i fjernsynet. Efter håndboldkampen slutter lidt over syv, skal de skynde sig til Kerteminde sammen, fordi hendes datter skal spille håndbold for damernes førstehold. Hun glæder sig, fordi forældrene hendes mand og hendes anden datter for en gangs skyld skal med.
Startfløjtet lyder i Kertemindehallen cirka fyrre minutter efter, at Danmarks kvinder slutter deres kamp. Den dag i dag, kan Joan ikke huske, om landsholdet vandt eller ej. Til gengæld husker hun tydeligt, hvordan flere og flere mennesker strømmer ind i Kertemindehallen, og får den normalt alt for store hal til at lide af pladsmangel. Michael, Niels og Svend fra bestyrelsen, der ellers kun kommer til herrekampene, kommer også ind ad døren. En del af de forældre, hvis børn Joan har trænet, siden de var helt små, finder plads på den normalt røde tribune, som nu er forvandlet til et menneskehav. Det, der sker i dag, er helt usædvanligt.
Frivillighed
Denne aften er det næsten fyrre år siden, at Joan startede sin karriere som frivillig. Frivilligheden er vigtig, tænker hun. Det er den, der gør, at arrangementer som dette kan finde sted. At de kvinder, der spiller i aften, og som Joan har trænet i seksten år, stadig kan løbe rundt sammen på de harpiksindsmurte halbrædder med sportstasken fyldt op med oplevelser. Frivilligheden er det, der gør, at fællesskabet kan fungere. Joan bekymrer sig sommetider for, at de børn og halvvoksne, der i aften slubrer slushice i sig, eller løber rundt på håndboldbanen, ikke forstår vigtigheden af frivillighed. At det er frivillighed, der gør, at en fællesskabsfølelse som den, der hersker i hallen i aften, overhovedet bliver inviteret indenfor. I aften nyder hun dog bare, at alle de mennesker, som hun har skabt et fællesskab med, sidder her og hygger sig. Sammen.
Joans aften
Klokken 20.30 overdøver pause-fløjtet atter den snakkende menneskemængde. I samme øjeblik træder en skikkelse ind ad døren iført borgmesterkæde. Det går op for Joan, hvorfor alle disse mennesker er i hallen. Det for hendes skyld. En bekendt stemme fra højtalerne får de mange mennesker til at slå læberne sammen. Det er Svend fra bestyrelsen, der har overtaget lydbilledet i hallen. De mange mennesker lægger hotdoggen og pommes fritterne på skødet for at have hænderne fri til at klappe for Joan. Hun har vundet årets frivillighedspris i Kerteminde. Der er alligevel nogle, der har nydt godt af de mange timer, hun har brugt i klubben de sidste 10 år, tænker hun, imens hun går op for at modtage prisen.
Tredive minutter efter vinder Joans datter og hendes veninder. De mange hænder, der befandt sig i hallen denne aften, bliver igen slået sammen for at hylde dameholdet. Fællesskabet er noget helt særligt, tænker Joan, da hun lukker dørene i hallen denne aften.
Lørdag d. 12 marts skal Joan til sportslørdag i Odense, hvor hun skal se, om hun også har vundet prisen som årets frivillige på hele Fyn.
