Ja tak og alle bør lade sig vaccinere

7
1063

Regitze Videbæk, Kerteminde, er pensioneret overlæge i kardiologi fra Rigshospitalet. Hun anbefaler Covid19- vaccinen og har også meldt sig til frivilligt at hjælpe, når det for alvor skal vaccineres.

– Det er korrekt, at der i det meste af 2020 ikke var tale om nogen særlig overdødelighed. Det hænger formentlig sammen med, at de forholdsregler, vi har taget for at begrænse smittespredningen, også har betydet at færre har fået almindelig influenza.

– Det er rigtigt, at mange unge ikke bliver voldsomt syge af Covid19. Det skyldes, at de har en bedre modstandskraft, end de ældre og dem, der lider af andre sygdomme som fx KOL.

– Når nogen taler om at immunforsvaret er en god beskyttelse, så vil jeg gerne medgive, at det er vigtigt ikke at ryge, mens jeg ikke giver meget for diverse kostråd. Covid19 er en luftvejssygdom, og selvfølgelig er det vigtigt at passe på sine luftveje, fx ved ikke at ryge.

– I hele denne debat er det vigtigt at huske på, at det er vacciner, der betyder, at vi er blevet i stand til at bekæmpe mange alvorlige sygdomme, som fx polio.

– Denne vaccine er anderledes, end dem vi ellers kender, fordi de kendte vacciner typisk er svækket virus af den pågældende sygdom. Her er det brugt mere moderne metoder. Den nye vaccine er testet på rigtig mange mennesker. Den er videnskabeligt veldokumenteret og et godt bevis på, hvad vi mennesker kan udrette, når det virkelig gælder. Og vaccinen er efter min bedste overbevisning sikker. Selvfølgelig kan der være bivirkninger. Nogle vil formentlig få influenzalignende symptomer, og nogle få  vil være allergiske overfor vaccinen, men sådan er det med alle vacciner.

– Jeg lægger selvfølgelig mærke til, at der er en del, der er skeptiske over for vaccinen, og overfor de restriktioner, vi alle lever under. Set med mine øjne hænger det sikkert sammen med, at flere og flere får deres informationer i lukkede grupper på de sociale medier som fx Facebook. Hvis man kun får informationer ad den vej, så vil man hurtigt blive bekræftet af de andre i gruppen, om hvordan man ser på verden.

– Jeg synes også, at restriktionerne er trælse at leve med, men skal vi overvinde det her inden for en rimelig tid er et nødvendigt, at vi tager alvorligt fat. Det er også vigtigt at være bevidste om, at den situation, vi står i nu, sikkert vil blive mere almindelig i fremtiden. Vi er så mange mennesker, mange af os lever tæt og vi kommer meget rundt i verden, så derfor bliver det mere almindeligt med pandemier.

– De, der mener, at Covid19 ikke er en rigtig sygdom, burde sætte sig ned og se tv-billederne fra Italien i foråret, da sygdommen for alvor brød ud. Så kan vi alle glæde os over, at vi lever i et land, hvor vi har et velfungerende sundhedsvæsen, og hvor det er lykkedes at håndtere sygdommen på en fornuftig måde. Det vil yderligere lykkes, forudsat at langt de fleste lader sig vaccinere!

– At undlade at lade sig vaccinere er en meget selvisk handling. En ”rask”smittebærer kan smitte en række andre, der kan blive meget alvorligt syge og tro mig 1 – 2 uger på en intensiv afdeling er ikke en oplevelse, nogen vil ønske sig.

Tdligere overlæge Regitze Videbæk, Kerteminde, anbefaler vaccination mod Covid19. (Foto: KJ).