
Det syv etager høje byggeri i Munkebo blev nedstemt i plan- og Teknikudvalget . Illustration: Sunke Arkitekter
Plan- og Teknikudvalget gik her til aften imod direktionens indstilling og forkastede det markante byggeri i Munkebo
Det har fyldt meget – i mere end en forstand – byggeriet i Munkebo. Det markante byggeri i op til syv etager har været genstand for megen opmærksomhed. På borgermødet i Munkebo 26/4 om byggeriet mødte der så mange mennesker op, der ikke var plads til dem alle. Langt de fleste for at lufte deres utilfredshed med det planlagte byggeri og konsekvenserne af det.
Plan-og Teknikudvalget skulle her til aften tage stilling til, om det ville følge direktionens indstilling og godkende byggeriet, der i kommunesprog hedder ”Lokalplansforslag 301”. Det ville udvalget ikke. Forslaget blev forkastet og udvalget gik dermed imod direktionens indstilling.
Der er kommet en del indsigelser til Lokalplansforslaget. Blandt andre fra Østfyns Museer, der i indsigelsen skriver ” Opførelsen af bygninger i op til 7 etager vil fuldstændigt tage magten fra den oprindelige bebyggelse og vil kraftigt udviske det samlede indtryk ikke bare af Bycentret, men af den lave bebyggelse der kendetegner hele værftsbyen”, hedder det i indsigelsen.
Lige netop den indsigelse læner de konservative sig også op ad. Det står klart, efter partiet her til aften udsendte en pressemeddelelse.
“Jeg stemte imod fordi jeg gerne vil udvikling, men det skal være udvikling på den rigtige måde. Så jeg var rigtig glad for, der var enighed i udvalget om, det skulle forkastes i sin nuværende form. Vi i Konservative lægger os meget opad den indsigelse, der er kommet fra blandt andet Østfyns Museer og de mange borgere. Og derfor skal det være en udvikling, der er den rigtige for Munkebo”, forklarer Anne Fiber (C), der er medlem af Plan- og Teknikudvalget.
I sidste instans er det op til Byrådet at beslutte endeligt, hvorvidt byggeriet i sin nuværende form skal forkastes. Men første slag er foreløbigt tabt for byggeriet på de syv etager i Munkebo.
Det er, i udgangspunktet, også bagud 9-0 i sin nuværende form til byrådsmødet, da konservative stemmer imod projektet i sin nuværende form


